Skip to main content

> Svar:

Marianne Scheele, journalist og ekstern underviser på Københavns Universitets læge-tandlæge-uddannelse, E-mail: scheele@journalist.dk

31. okt. 2005
2 min.

Til P. Eggert Kriegbaum, kan jeg oplyse, at der siden september 2000 er blevet undervist i kommunikation på læge-tandlæge-studiet i København. Jeg er blandt initiativtagerne til denne undervisning, som er blevet gennemført bl.a. efter krav i den seneste evaluering af lægeuddannelsen og med stor støtte fra en god del af de af Kriegbaums kolleger, som står for den nye lægeuddannelse. Også Lægeforeningen mener, at god kommunikation er en kerneydelse, bl.a. på baggrund af, at op til 80% af Patientklagenævnets henvendelser skyldes dårlig læge-patient-kommunikation. Kommende læger er ikke nødvendigvis født med evnen til at kommunikere, derfor undervisning i faget.

»Tudekiksen« var anbragt af redaktionen af Ugeskriftet, en sjov idé, synes jeg.

Hvad angår mit kendskab til humane sygdomme og sygdommenes patologi, har Kriegbaum ret i, at det ikke er på lægeligt niveau. Men noget er det da lykkedes mig at samle op efter i ca. 30 år at have skrevet forskningsrapporter og stået for forskningsformidling fra nogle af landets største hospitaler, forskningsråd og forskningsinstitutioner inden for det lægelige område. Det er i øvrigt unødvendigt at have en lægelig baggrund, når man underviser i kommunikation på universitært niveau. Her skal man vide en hel del om kommunikation og pædagogik, hvad underviserne i kommunikation på KU's læge-tandlæge-skole gør.

Hvorfor Kriegbaum mener jeg skulle være »alternativ«, forstår jeg ikke, og heller ikke hvilken rolle, det i givet fald skulle spille.

Mit indlægs budskab var - og er - at vi skal støtte og ikke bekæmpe kvindelige lægestuderende, der ser tørklædet som en del af deres identitet. De har ofte kæmpet hårdt for at nå så langt, og mit indtryk af dem er, at de generelt er dygtige og målrettede unge kvinder, hvis tørklæder man ikke bør lade sig provokere af. Det er hjerne og hjerte, der tæller, samt, som tidligere nævnt, at man af hensyn til kommunikationen kan se hele ansigtet. Uddannelse og viden kan føre de mange undertrykte muslimske kvinder videre, og kvindelige læger er gode rollemodeller, også med tørklæder.