> Svar:

Nitroglycerin er et prodrug og skal derfor metaboliseres for at udøve en vasoaktiv virkning. Stoffets metabolisme er kompliceret og kun delvis kendt. Omdannelsen af nitroglycerin involverer således dels metabolismeveje, som producerer overvejende vasoinaktive metabolitter, dels produktion af nitrogenoxid, som anses for at være ansvarlig for de kendte hæmodynamiske effekter. Inden for de seneste år er det blevet klart, at aldehyddehydrogenase (ALDH2) i mitokondrier er involveret i bioaktiveringen af nitroglycerin. Behandling med disulfiram (Antabus) hæmmer dette enzym, og et enkelt human studie med raske frivillige forsøgspersoner samt flere dyreeksperimentelle undersøgelser tyder på, at behandling med disulfiram rent faktisk svækker nitroglycerins vasodilaterende virkning med ca. 1/3. En lignende nedsat nitroglycerinvirkning er også vist hos mennesker med mutation i aldehyddehydrogenasegenet, hvilket ses hyppigt fx i den japanske befolkning. Hvorvidt denne mutation eller antabusbehandling har nogen klinisk betydning for anvendelsen af nitroglycerin er imidlertid mere usikkert. Hæmning af nitroglycerinmetabolismen er langtfra komplet, og en kompensatorisk opregulering af andre enzymveje kan måske over tid kompensere for disulfiramvirkningen. Bedømt ud fra en dosis-virknings-kurve anvendes normalt meget høje doser af nitroglycerin i klinikken - med yderligere mulighed for optitrering til klinisk effekt uden toksicitet. Endelig er der ved gennemgang af litteraturen tilsyneladende ikke beskrevet kliniske problemer med at anvende nitroglycerin i populationer med høj incidens af den pågældende mutation eller hos antabusbehandlede patienter med angina pectoris. Toleranceudvikling til nitroglycerins hæmodynamiske virkninger er uundgåelig ved længerevarende udsættelse for stoffet. ALDH2's betydning på dette område er ubeskrevet.