Overdiagnostik ved mammografiscreening er veldokumenteret og rammer ti gange så mange, som dem, der har gavn af screeningen [1]. Vi har bemærket, at disse oplysninger ikke er populære alle steder, men undrer os alligevel over Mette Kalagers indlæg, som: 1) er fejlbehæftet, 2) tillægger os meninger, vi ikke har og derfor aldrig har givet udtryk for, og 3) er præget af selektiv citation.
Kalager citerer et indlæg af Garne et al, men ikke vort svar i samme nummer af Ugeskriftet, hvor vi gør rede for, at der solid dokumentation for en overdiagnostik på 30% eller mere [2]. Vi fortalte blandt andet, at publicerede data fra flere lande viser, at den stigning i diagnosticerede kræfttilfælde, der kommer, når man indfører screening, kun kompenseres i ringe omfang, når man holder op med at screene, når kvinderne fylder 70 år. Andetsteds har vi forklaret, at der er noget fundamentalt galt med de lead time-modeller, som nogle forskere har benyttet til at konkludere, at der ikke forekommer særlig meget overdiagnostik [3].
Overdiagnostikken er så åbenbar, at det er på grænsen af det tilladelige, når visse forskere tryller den væk med deres modeller, der indeholder antagelser, der ikke er verificerede, og som efter alt at dømme er forkerte [3]. Duffy et al bruger sådanne uigennemskuelige metoder i det arbejde, Kalager citerer, men tager dog selv forbehold over for resultatet allerede i abstraktet: »We used a multistate model for overdiagnosis and used Markov Chain Monte Carlo methods to estimate the parameters. After taking into account the effect of lead time, we ... estimate overdiagnosis to be around 1% ... These estimates are, however, subject to considerable uncertainty« [4].
Kalager inddrager norske tal i sit indlæg og påstår så, at vore beregninger nu fører til, at 80% af kvinderne er overdiagnosticeret. Vi kan ikke genfinde Kalagers tal i den publikation, hun henviser til, men det er under alle omstændigheder en grov regnefejl og noget vrøvl at påstå, at en mellemregning kan ændre en overdiagnostik på 30% til 80%. På dette grundlag når Kalager frem til, at vi skulle have hævdet, at næsten alle brystkræfttilfælde i et screeningsprogram er overdiagnosticerede. Det er fri fantasi, da vi aldrig har hævdet noget sådant.
Endelig påstår Kalager, at forfatterne til rapporten fra Det Norske Kundskabscenter har revideret deres estimat på 25% overdiagnostik, men det er ikke rigtigt. Hun citerer kun sig selv, og ikke forfatternes svar [5], hvor de fastholder estimatet. Førsteforfatteren har desuden oplyst til os, at han ikke har revideret estimatet.
