Skip to main content

> Svar

Professor Court Pedersen, ansvarshavende redaktør. Lægemiddelkataloget. E-mail: courtpedersen@mail.dk

1. nov. 2005
1 min.

På Lægemiddelkatalogets vegne vil jeg først beklage, at Finn G. Becker-Christensen på grund af en intern kommunikationsfejl ikke har fået svar på den henvendelse, han rettede til Lægemiddelkataloget i juni 2004.

Teksten i Lægemiddelkatalogets generelle afsnit udarbejdes af forfattere, der er specialister på deres felt. Derefter godkendes alle tekster af en uafhængig, specialkyndig bedømmer inden den redaktionelle bearbejdning og publicering. Det er redaktionens klare vurdering, at teksterne i Lægemiddelkataloget har en høj faglig standard og generelt er i overensstemmelse med, hvad der i Danmark anses for »god klinisk praksis«. Kommentarer (også kritiske) til Lægemiddelkatalogets indhold er imidlertid velkomne og behandles i alle tilfælde seriøst i redaktionen. Læsernes kommentarer er et væsentligt bidrag til, at vi kan lave et brugervenligt Lægemiddelkatalog.

Finn G. Becker-Christensens indlæg rejser nogle vigtige faglige spørgsmål vedrørende behandling af astma hos børn og besvares af vore forfattere Søren Pedersen og Flemming Madsen. Fra redaktionens side har vi været de pågældende afsnit igennem og finder ikke, at der er grund til større ændringer. Derimod vil vi redaktionelt ændre teksterne under de enkelte inhalationssteroidpræparater, så det mere klart kommer til at fremgå, hvilke maksimaldoser der sædvanligvis bør anvendes.