Skip to main content

Svar:

Overlæge Henrik A. Kolstad, e-mail: hkol@as.aaa.dk. Speciallæge Martin Silberschmidt. Overlæge Johan Hviid Andersen. Overlæge Jens Peter Bonde. Overlæge Per Fink. Cand.scient. Jesper Bo Nielsen. Psykolog Kai Österberg

15. maj 2006
3 min.

Tak til Vesterhauge for hans kommentarer til vores statusartikel [1]. Nogle mennesker reagerer på dufte og lugte med forskelligartede symptomer af uspecifik karakter og udvikler gradvist en pinagtig og socialt invaliderende tilstand præget af angst og tilbagetrækning. Deres lidelse kan forværres yderligere af uforstående læger eller offentlige institutioner.

Vesterhauge opponerer imod at betragte denne tilstand som en funktionel lidelse. En funktionel lidelse er en tilstand, hvor patienten klager over symptomer, som ikke passer ind i det kliniske billede ved nogen kendt sygdom, og symptomerne understøttes ikke af kliniske eller parakliniske fund. Det indgår ikke i definitionen, at tilstanden er »en psykisk sygdom«, eller at der skal kunne påvises en psykosocial årsag. At Vesterhauge ikke har fundet MCS-patienter psykologisk påfaldende, kan derfor ikke anvendes til at konkludere, at tilstanden ikke er af funktionel natur.

Ved vores litteraturgennemgang fandt vi ikke holdepunkter for, at symptomerne forårsages af en toksisk effekt af kemisk påvirkning. Der er dog god dokumentation for, at kognitive og emotionelle elementer er af betydning. En omfattende og kritisk gennemgang af den relevante litteratur er kommet frem til den samme konklusion [2, 3]. På denne baggrund finder vi, man bør være tilbageholdende med at anbefale disse patienter at undgå udsættelse for dufte og lugte, som de møder i deres dagligdag, da en evt. symptomlindring sjældent står i et rimeligt forhold til de sociale omkostninger, dette kan indebære, fx afsondring fra et almindeligt udadvendt liv. Når vi ikke har nogen somatiske behandlingsmuligheder, synes det relevant at forsøge kognitiv og adfærdsmæssig behandling, som har vist gode resultater hos nogle patienter [4].

Vi er enige med Vesterhauge i, at det ville være ønskeligt med bedre dokumentation af behandling og vejledning for denne patientgruppe, og selvfølgelig helst på basis af kontrollerede forsøg. Men vi må stadigvæk træffe kliniske beslutninger baseret på den eksisterende dokumentation, som vi mener viser, at patienterne er bedst tjent med en kognitiv og adfærdsmæssig tilgang, hvor de gradvist øger deres tolerance og lærer at omgås de symptomudløsende påvirkninger.

Vesterhauge efterlyser en diskussion af forskellige definitioner af MCS, da titlen på vores artikel stiller det i udsigt. Ved vores læsning af litteraturen fandt vi dog, at alternative definitioner begrænsede snarere end fremmede forståelsen af patienternes sygehistorier, fx ved udelukkende at definere MCS som en følge af kemisk påvirkning. Det kan være velbegrundet, hvis det drejer sig om helbredseffekter, som er patognomoniske for særlige eksponeringer, fx som det er tilfældet for silikose. Men det er ikke velbegrundet i dette tilfælde, hvor det drejer sig om uspecifikke, almindeligt forekommende symptomer. I denne situation kan definitionen medvirke til at begrænse en empirisk baseret afdækning af årsagsfaktorer. Vi valgte derfor at fokusere vores statusartikel på empirisk evidens frem for definitioner.


Referencer

  1. Kolstad HA, Silberschmidt M, Nielsen JB et al. Multiple chemical sensitivity, en veldefineret lidelse? Ugeskr Læger 2006;168:1116-9.
  2. Staudenmayer H, Binkley KE, Leznoff A et al. Idiopathic environmental intolerance: Part 1: a causation analysis applying Bradford Hill's criteria to the toxicogenic theory. Toxicol Rev 2003;22:235-46.
  3. Staudenmayer H, Binkley KE, Leznoff A et al. Idiopathic environmental intolerance: Part 2: A causation analysis applying Bradford Hill's criteria to the psychogenic theory. Toxicol Rev 2003;22:247-61.
  4. Sparks PJ. Diagnostic evaluation and treatment of the patient presenting with idiopathic environmental intolerance. Occup Med 2000;15:601-9.