Svar:

Mogens S. Hüttel har helt ret i, at indførelsen af denne regresmulighed bryder med det no fault-princip, som patientforsikringsordningen bygger på. Men i forbindelse med lovændringen var det amternes pris for at acceptere, at de skal finansiere en patientforsikring, der dækker hele sygehusvæsenet, herunder også almen praksis og speciallægepraksis. Denne ordning var Lægeforeningen meget tilfreds med, fordi alle lægekategorier herved kom ind under ordningen.

Forud for patientforsikringens indførelse i 1992 gjaldt det samme driftsherreansvar på sygehusene, som gælder i alle andre arbejdsforhold. Herefter har arbejdsgiveren adgang til regres mod en ansat skadevolder, principielt også ved simpel uagtsomhed, selv om den kun sjældent gøres gældende. Det er vigtigt at pointere, at den nu indførte regresadgang på patientforsikringsområdet er meget, meget snæver, idet der kun kan blive tale om regres i tilfælde, hvor en behandlingsskade er forvoldt under omstændigheder, hvor der i erstatningsretlig forstand foreligger grov uagtsomhed.

Grov uagtsomhed foreligger i denne sammenhæng, når en person har udvist en utilbørlig hensynsløshed eller ligegyldighed over for andres liv og førlighed og derved udsat dem for betydelig fare. Uagtsomheden skal overstige sædvanlige grænser for uforsvarlig adfærd i en grad, der ligefrem må vække mistanke om forsæt. Der vil være tale om adfærd af en art, hvor de fleste ville finde det urimeligt, hvis vedkommende sundhedsperson ikke på en eller anden måde blev stillet erstatningsretligt til ansvar. I dette lys kunne Hoved-bestyrelsen kun anbefale lovændringen i sin helhed.

Der er efter Lægeforeningens opfattelse ingen grund til at frygte, at læger kan komme til at betale erstatning af egen lomme for skader, der er forvoldt på grund af almindelig mangel på agtpågivenhed, heller ikke i tilfælde som er omfattet af lægelovens § 18, der giver adgang til strafferetlig sanktion i alvorligere forvekslingssager og andre sager, hvor det konstateres, at der ikke er udvist tilstrækkelig agtpågivenhed.

Grunden til at Lægeforeningen alligevel anbefaler medlemmerne at forsikre sig imod regresmuligheden er ikke så meget selve erstatningsrisikoen, men nok så meget den procesrisiko, der ligger i, at regresmuligheden overhovedet foreligger. Der er god fornuft i at gardere sig, således at læger, der måtte blive mødt med regreskrav, kan overgive sagen til Tryg Forsikring, der herefter vil foretage det fornødne med hensyn til at føre sagen.

Lægeforeningen vil naturligvis nøje følge med i, hvordan den nye regresmulighed vil blive administreret og vil naturligvis reagere, hvis forsikringsselskaber eller selvforsikrende sygehusmyndigheder skulle vejre morgenluft og begynde at jagte læger med regreskrav, som der ikke er noget erstatningsretligt grundlag for.