Skip to main content

> Svar:

Chefkonsulent Elisabeth Hersby, Sundhedsstyrelsen. E-mail: ehe@sst.dk

4. nov. 2005
2 min.

Lægen fik en henvendelse fra en pårørende til afdøde med anmodning om at få oplyst dødsårsagen. På baggrund af en sådan anmodning giver loven om patienters retsstilling § 28, stk. 2, afdødes alment praktiserende læge mulighed for bl.a. fra et sygehus at få oplysninger om en afdød patients sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde med henblik på at drøfte sygdomsforløbet mv. med de efterladte pårørende.

Den pågældende læge er således berettiget til at kræve oplysningerne udleveret fra sygehuset m.fl., såfremt der foreligger en anmodning herom fra afdødes nærmeste pårørende. Sygehuset vil i denne situation være forpligtet til at udlevere oplysningerne, idet den pågældende læge står inde for, at der foreligger en anmodning som nævnt i bestemmelsen. Videregivelsen må dog ikke stride mod afdødes ønske.

Loven åbner også mulighed for, at de pårørende kan få de samme oplysninger ved direkte henvendelse til sygehuset.

Hvis der ikke foreligger en anmodning fra de pårørende, kan der ifølge gældende regler om tavshedspligt ikke ske en automatisk videregivelse af fortrolige oplysninger vedrørende dødsfaldet fra sygehuset til afdødes alment praktiserende læge, hvilket i lovens forarbejder er begrundet med hensynet til den oplysningerne vedrører.

Patientretsstillingslovens § 28, stk. 2, er en smidiggørelse af de indtil patientretsstillingslovens ikrafttræden den 1. oktober 1998 gældende regler, og ifølge lovens forarbejder har bestemmelsen til hensigt at give den praktiserende læge, der gennem flere år har et nærmere kendskab til patienten, mulighed for at drøfte afdødes sygdomsforløb mv. med de efterladte pårørende.

Patientens krav på, at en sundhedsperson iagttager tavshed omkring helbredsoplysninger mv. er i patientretsstillingsloven formuleret som en egentlig patientrettighed og gælder også efter patientens død.

Sundhedsstyrelsen har ikke til hensigt at foreslå ændringer i patientretsstillingslovens regler om tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger mv.