> Svar:

Lægelig direktør Torben Mogensen, Hospitalsdirektionen, H:S Hvidovre Hospital. E-mail: Torben.Mogensen@hh.hosp.dk

Jeg vil sige tak til Kjærgaard et al for muligheden for at uddybe mine synspunkter. Bivirkningerne ved epidural smertebehandling er som ganske rigtig sagt ikke fuldt belyst. Hvad angår temperaturforhøjelse er der en positiv sammenhæng mellem epidural analgesi og førstegangsfødende (14% mod 4%) [1]. Det påfaldende er, at den samme sammenhæng ikke findes for flergangsfødende, så betydningen af epidural analgesi per se er uklar, men andre faktorer som f.eks. forlænget fødselsforløb er også af betydning. Der er ikke indikation for rutinemæssig antibiotikabehandling af disse børn [1]. Hvad angår frekvensen af kejsersnit og instrumentel forløsning, er der i et stort randomiseret studie ingen forskel på antal instrumentelle forløsninger og kejsersnit hos kvinder med og uden epidural smertebehandling [2]. Problemet i en lang række andre studier er, at de ikke er randomiseret, og at det derfor ikke er tilfældigt, hvem der får epidural smertebehandling. Derved bliver der en overrepræsentation af kvinder, som i forvejen har risiko for instrumentel intervention. Det er fortsat min opfattelse, at komplikationsrisikoen ved epidural smertebehandling er lav, selvom ikke alle problemer er løst [3]. Der er ingen tvivl om, at epidural smertebehandling er den mest effektive behandling af fødselssmerter. Det er korrekt, at smertebehandlingen ikke nødvendigvis har noget med tilfredshed at gøre [3]. Det samme var tilfældet med operationspatienter, trods det at de fik en elendig smertebehandling. Tilfredshed afhænger af forventninger, hvorimod sundhedsvæsenets opgave må være at give den bedst mulige behandling. Hvad angår artiklen fra Wadland et al [4] kan man altid diskutere, om en svarprocent på 70 er tilstrækkelig høj. Den er imidlertid på samme højde som reference nr. 2 fra indlægget fra Kjærgaard et al. I betragtning af den meget ensartede gruppe af kvinder finder jeg, at man udmærket kan drage konklusioner ud fra undersøgelsen.

Min baggrund for at stille tvivl om at organisering af smertebehandling til fødsler i dag er sufficient, frekvensen af kvinder, der får epidural smertebehandling i lande, hvor man selv kan vælge smertebehandlingsmetode (f.eks. Frankrig), er langt højere. Jeg har personligt ingen ambitioner om, hvad tallet skal være, blot en ambition om, at kvinderne selv må bestemme. Når Kjærgaard et al fremfører, at der ikke er videnskabelig dokumentation for, at danske kvinder bliver påduttet en behandling, er dette korrekt, men de talrige debatter, som undertegnede og ledende jordemødre har deltaget i gennem årene, har alle haft som indgangsvinkel, at kvinder har følt sig dårligt behandlet i forbindelse med deres fødsler. Jeg mindes stadig bemærkningen fra en jysk jordemoder om, at en fødsel er den store »moderskabsprøve«. Hvis det er den holdning man går til patienterne med, kan man stille berettiget tvivl om, hvilke budskaber man sender til kvinderne.

Mit håb for fremtiden er, at de faggrupper, som er involveret i behandlingen af fødende kvinder, finder sammen om at tilbyde den bedste behandling for kvinderne. Det første skridt i den proces er at erkende, at vi har et uløst problem, som kun kan løses i fællesskab.