> Svar:

H. Koplev (HK) indleder med nogle kritiske betragtninger over dansk forskning i tungmetaller og bringer syv eksempler på problemstillinger, der ikke i tilstrækkelig grad tages højde for. Det fremgår ikke, om dette er en kritik af min artikel, men under alle omstændigheder er det uden relevans, da artiklen ikke omhandler forskning, men er en sammenfatning af kliniske undersøgelser af patienter, der i 2006 blev henvist til landets arbejdsmedicinske afdelinger for kviksølvforgiftning.

Kviksølvforgiftning er en sjælden tilstand, og det var derfor usædvanligt, at der inden for et år blev henvist over 700 patienter med denne problemstilling. En sådan mulig epidemisk forekomst af en alvorlig forgiftning har almen interesse, og det var baggrunden for sammenfatningen af undersøgelserne i artiklen. Lykkeligvis var problemet begrænset, idet ingen af de 733 patienter havde en sandsynlig klinisk kviksølvforgiftning.

Der er netop publiceret en gennemgang af centrale dele af forskningen vedrørende metallisk kviksølv [1], og til efteråret forventes en registerundersøgelse af helbredsforhold for ansatte i tandlægeklinikker.

I den målrettede kritik er HK uforstående over for, at symptomerne hovedpine, muskelsmerter, træthed og søvnbesvær ikke er tolket som udtryk for kviksølvforgiftning, idet disse if. HK er typiske for tilstanden. Symptomerne kan utvivlsomt ses ved kviksølvforgiftning, for de findes hos en stor del af befolkningen: 28% af et repræsentativt udsnit af voksne danske kvinder klagede i en nylig undersøgelse over hovedpine, 33% over træthed, 22% havde søvnbesvær, og 35% havde muskelsmerter [2]. Der kan ikke være meget mening i at bruge sådanne almindelige symptomer til diagnostik af en sjælden forgiftning.

HK anfører dernæst, at det ikke er utænkeligt, at symptomerne på kviksølvforgiftning først debuterer efter arbejds-ophør. Desværre er der ikke meget dokumentation for et sådant forløb. Tværtimod er der visse holdepunkter for, at de toksiske effekter af kviksølv kan aftage efter eksponerings-ophør [3].

Det foreslås at anvende provokationstest med et kelaterende lægemiddel til diagnostik af kviksølvforgiftning. Indgivelse af en kelator øger urinudskillelsen af tungmetaller og har været overvejet til vurdering af udsættelse (ikke forgiftning). Metoden har ikke slået an, fordi den øgede udskillelse skyldes mobilisering af metallet fra nyrerne og ikke indholdet i centralnervesystemet, det kritiske organ for forgiftning med metallisk kviksølv.

Endelig anføres det, at de arbejdsmedicinske undersøgelser ikke kan udelukke kronisk tungmetalforgiftning hos klinikassistenter. Måske ikke, men der er mange andre mulige forklaringer på de i øvrigt meget heterogene helbredsproblemer, der heller ikke kan udelukkes, og i undersøgelserne har man med rimelig sikkerhed påvist, at der ikke var nogen høj forekomst af typisk klinisk kviksølvforgiftning.