Skip to main content

> Svar:

Ph.d. Lars Uhrenholt, E-mail: lu@retsmedicin.au.dk, Professor Markil Gregersen, Retsmedicinsk Institut Aarhus Universitet

26. maj 2008
2 min.

Jens R. Bang har i sin kommentar til vores statusartikel: Trafikulykker ved lav hastighed - grænseværdier for whip-lash-associated disorders (Ugeskr Læger 2008;9:713-5) præsenteret et teoretisk »radikalt perspektiv«, der helt »bringer biologien ud af billedet«.

Jens R. Bang begrunder ikke sin spekulation med videnskabelig evidens, og der foreligger på nuværende tidspunkt ikke videnskabelig evidens for, at »kompensations- og erstatningsydelser er altafgørende for funktions- og klageprognosen«. Dette postulat har været genstand for tidligere undersøgelser, uden at en sådan sammenhæng er blevet påvist.

I definitionen på whiplash-associated disorders (WAD) er det en betingelse, at der foreligger et fysisk traume, hyppigst en påkørsel bagfra. Disse traumer er vanskelige at rekonstruere og analysere i det konkrete tilfælde, og det forhold, at man ikke nøjagtigt kender skadens lokalisation og art og ikke kan dokumentere den ved de i dag tilgængelige billeddiagnostiske undersøgelser, gør, at man må inddrage andre forhold i diagnosen.

Jens R. Bang frembringer i sin argumentation begrebet »kræfternes parallelogram«, som værende afgørende for somatisk (biologisk) tilskadekomst. I virkeligheden er den potentielt skadelige påvirkning af et menneske, der er udsat for et givet traume, meget kompleks og afhængig af en lang række faktorer. Energiafsætningen i væv afhænger blandt andet af den spids- og gennemsnitsacceleration, hvormed energien afsættes, samt typen, lokaliteten og beskaffenheden af det pågældende væv på traumetidspunktet og er derfor under direkte indflydelse af såvel den unikke traumemekanisme som personens generelle helbredstilstand.

Forskellige vævstyper har forskellige biomekaniske egenskaber i form af blandt andet anisotropi, elasticitet og densitet. Risiko for vævsskade afhænger således af en lang række faktorer, og i statusartiklen kunne vi konstatere, at der i den videnskabelige litteratur ikke findes dokumentation for en sammenhæng imellem hastighedsændringen og/eller den eventuelle materielle skade på de implicerede køretøjer og risikoen for personskade (med eller uden vævsskade) ved trafikulykker ved lav hastighed.

Til trods for, at somatiske læsioner sjældent registreres hos personer, der har været udsat for trafikulykker ved relativ lav hastighed, kan vores artikel ikke tages til indtægt for, at der ikke kan foreligge biologisk (somatisk) forklaring på WAD.