Skip to main content

> Svar:

Overlæge, ph.d. Kurt Espersen, formand for Intensivudvalget i Dansk Selskab for Anæstesiolgi og Intensiv Medicin. E-mail: kurtespersen@dadlnet.dk

7. maj 2007
3 min.

Tak for muligheden for at kommentere debatindlægget fra Madsen & Jørgensen.

Debatindlægget tager fat på en aktuel og dagligsdags begivenhed, som finder sted på de fleste danske hospitaler og involverer størstedelen af de læger, der beskæftiger sig med akut svært syge patienter.

Der er kapacitetsproblemer på de danske intensivafdelinger [1-3]. Dette har mange afledte konsekvenser, såsom overflytninger mellem intensivafdelinger, aflysninger af større operationer og skærpelse af adgangskravene til intensiv afdeling. Dette betyder forværring af patienternes tilstand, forringelse af patientbehandlingen og dårlig udnyttelse af resurserne. De videnskabelige selskaber på området har igennem flere år gjort sygehusejere og politikere opmærksom på dette problem.

I Sundhedsstyrelsens rapport [4] er det beskrevet, at hvis der er indikation for intensiv medicinsk terapi, er det den vagthavende speciallæge på intensivafdeling, som har ansvaret for at iværksætte intensiv medicinsk terapi. Dette betyder, at den vagthavende speciallæge på intensivafdeling må finde en plads eller resurser, således at patienten kan få den akut påkrævede behandling. Dette kan medføre udskrivning af en anden patient fra intensivafdeling, overflytning af en patient til en anden intensivafdeling eller påbegyndelse af den intensive behandling på stamafdelingen med det nødvendige monitoreringsniveau og kompetent personale i form af specialuddannet sygeplejerske (anæstesi- eller intensivsygeplejerske og læge). Ingen af de nævnte alternativer er dog optimale. Prioritering af disse suboptimale alternativer bør ske i samarbejde mellem de implicerede afdelingers læger. Det endelige visitationsansvar ligger hos den vagthavende speciallæge på intensivafdeling.

Det skitserede dilemma med en 49-årig mand, der har behov for udredning, monitorering og behandling i intensiv regi er således reelt. Man stiller således de involverede læger over for både etiske og lægeansvarsmæssige problemstillinger, som oftest ikke kan løses på en optimal måde.

Ingen af de anførte journalføringer er dog acceptable og vil ikke sikre nogen af lægerne, hvis patienten dør.

Den vagthavende speciallæge på intensivafdeling skal anføre i journalen, om der er indikation for intensiv medicinsk terapi. Såfremt dette er tilfælde, må vedkommende overtage ansvaret for patientens videre behandling og finde en behandlingsplads til patienten. Dette kan betyde overbelægning på intensivafdeling med øget belastning af sygeplejerskerne og forringelse i patientbehandling og -pleje ud over de allerede anførte konsekvenser.

Da hospitalsvæsenet udsætter intensivlæger for oftest uløselige logistikdilemmaer pga. manglende kapacitet på de danske intensivafdelinger, skal der hurtigst muligt ske forbedringer på dette område. De nye regioner har et stort ansvar for at løse denne problemstilling.


Referencer

  1. Espersen K, Antonsen K, Joensen H. Er der kapacitetsproblemer på danske intensivafdelinger? Ugeskr Læger 2007;8:710-2.
  2. Lippert A, Espersen K, Antonsen K et al. Kapaciteten på danske intensivafdelinger. Ugeskr Læger 2007;8:712-6.
  3. Undersøgelse af kapaciteten i intensiv terapi. København: Sundhedsstyrelsen. www.sst.dk/publ/Publ2005/PLAN/Kapacitet_i_intensiv_terapi.pdf /dec. 2004.
  4. Intensiv terapi- definitioner, dokumentation og visitationsprincipper. København: Sundhedsstyrelsen. www.sst.dk/publ/Publ2006/PLAN/Intensiv_terapi/Intensiv_terapi.pdf /aug. 2006.