Kristian Næser retter på fire specifikke punkter kritik af MTV-rapporten »Fotodynamisk behandling af karnydannelser bag øjets nethinde - en medicinsk teknologivurdering« [1] fra 2002.
Rapporten har gennemgået et eksternt peer-review ved såvel en klinisk som en sundhedsøkonomisk ekspert.
Fotodynamisk behandling (PDT) med verteporfin blev indført i Danmark efter EU-godkendelse på baggrund af kliniske afprøvninger udført efter gældende normer fastlagt af de europæiske (EMEA) og amerikanske (FDA) lægemiddelmyndigheder, inklusive løbende monitorering ved lægemiddelmyndighederne. Som altid, når der er tale om registreringsstudier, blev afprøvningen betalt af lægemiddelproducenten [2]. I modsætning til lægemiddelmyndighedernes godkendelse, som alene vedrører lægemidlets kliniske effekt og sikkerhed, omhandler MTV-rapporten også behandlingens omkostningseffektivitet og de afledte konsekvenser for patienter og sundhedsvæsen.
Afprøvningen af verteporfin-PDT nåede sit primære effektmål på den samlede studiepopulation, uden stratifikation i subgrupper (p<0,001). En forud planlagt subgruppeanalyse viste, at effekten var begrænset til en bestemt subgruppe, og der blev kun søgt registrering på netop denne behandlingsindikation. Der blev altså ikke søgt efter signifikans ved multiple tilfældige subgruppeanalyser, som det påstås af Næser.
Et systematisk Cochrane-review fra 2003 [3] estimerede, at syv patienter skal behandles fem gange over to år, for at en patient kan undgå en halvering af synsstyrken. Man anbefaler diverse tiltag, for at behandlingen når frem i tide til netop de patienter, som kan få mest gavn af behandlingen, men man betvivler ikke, at behandlingen virker. Det er i tråd med vores anbefaling til de behandlende læger om nøje at justere indikationen og behandlingsregimet i henhold til, hvad der måtte komme af nye undersøgelsesresultater.
Der er tungtvejende grunde til at kæmpe for bevarelsen af det bedst mulige restsyn. Svært nedsat centralsyn nedsætter livskvaliteten svarende til gigt og kronisk lungesygdom [1, 2] . Tab af en synsrest, som kan anvendes til læsning med svagsynsoptik, medfører også tab af andre funktioner, som fx evnen til selv at lave mad og se fjernsyn [4] . At undgå en halvering af synsstyrken fra 0,1 til 0,05 kan altså veje tungere i en sundhedsøkonomisk prioritering end opnåelse af en synsfremgang fra 0,5 til 1,0 [4] .
I MTV-rapporten blev der foretaget en foreløbig beregning af forholdet mellem omkostninger og effekt [1]. I analysen blev der regnet med gennemsnitligt i alt 5,5 behandlinger i de første to år og en enkelt i det tredje år. Hvis der i de følgende år var behov for hyppige behandlinger, er det klart, at det ville påvirke cost-benefit-forholdet markant, men vi har ikke kendskab til, at der efterfølgende er dokumenteret et behov for hyppig behandling efter år 2.
