Skip to main content

Svar:

Overlæge Tom Skyhøj Olsen, Apopleksiafsnittet, Afdeling for Neurorehabilitering, Hvidovre Hospital. E-mail: tom.skyhoej.olsen@hvh.regionh.dk

4. apr. 2008
2 min.

Jeg indrømmer det gerne: Da jeg for 15 år siden første gang blev præsenteret for kraniektomi til behandling af maligne mediainfarkter, var der en stemme inde i mig, der sagde: »Det er løgn«. Stemmen er lige siden dukket op og gentager sig selv, hver gang jeg præsenteres for fænomenet. Til hverdag hører jeg ikke stemmer, så jeg har blot tolket stemmen som ekkoet af mit jeg, og den har på ingen måde foruroliget mig. Skønt skrevet i ramme alvor forstår jeg nu, at mit indlæg og min indre stemme ikke kan tages alvorligt. For Andersen et al er sagen nemlig allerede afgjort: Behandlingen er dokumenteret effektiv, og p vil utvivlsomt vise sig at være mindre end 5%.

Nu er det imidlertid ikke alt her i verden, der lader sig styre af, om p er større eller mindre end 5%. Bliver man ved at ekspedere patienter fra kategorien 6 (død) til kategorien 4 og 5 (behøver meget hjælp og skal have hjælp til at gå og hjælp til personlig hygiejne - og det der er værre), så kommer signifikansen helt af sig selv, men desuagtet kan den ene kategori dog være lige så slem som den anden, og præferencen vil til syvende og sidst være bestemt af det, den indre stemme siger. Når 50 patienter reddes fra at dø, sker det på bekostning af, at 30 vågner op i en tilstand, der efter danske normer kvalificerer til ophold på plejehjem (kategori 4 og 5). Det står fast og kan ikke anfægtes, og dog er min estimering endda meget forsigtig. Spørgsmålene er stadigvæk de samme: Hvad er værst, 50 tabte liv eller 30 liv i kørestol på plejehjem? Hvad er du rede til at risikere for at bevare livet, og hvornår er nok nok? Vil du, for udsigten til et spinkelt håb, lade lægerne gå i gang og »løfte låget«, selv om det er overvejende sandsynligt, at det hele ender med et livsødelæggende handikap? Andersen et al kender tilsyneladende svarene. Jeg gør det ikke, og dog hører jeg bestandig min stemme, der siger: »Det er løgn«.

Hvad gør man, når man er i tvivl? Er det lægen eller de pårørende, der skal beslutte, om indgrebet skal foretages? Og hvad hvis lægen lader være, og der kommer en klage? Er behandlingen kun for de unge, og er vi med åreforkalkning ude af betragtning? Sundhedsstyrelsen må på banen i denne sag.