>Svar:

Læge Lisa Secher, København, E-mail: lisa.secher@get2net.dk, Professor Kaare Weismann

»That process [process of thought] starts upon the supposition that when you have eliminated all which is impossible, then whatever remains, however improbable, must be the truth«.

Sherlock Holmes i The Blanched Soldier, The Case-Book of Sherlock Holmes, Arthur Conan Doyle

Tak til Nikolaj Scharff (NS) og Thorkil Hallas & Peter Hallas (TH & PH) for deres kommentarer til vores kasuistik omhandlende hudnekrose efter formodet edderkoppebid. Vi er ikke uenige i, at der er tale om en mulig årsagssammenhæng, hvilket fremgår af teksten og overskriften med et spørgsmålstegn. Men det er ikke nok for TH & PH, som mener, at vi bør revidere diagnosen; uden at de dog selv har alternative forslag.

Patientens sygehistorie er meddelt, fordi den er karakteristisk for et giftigt edderkoppebid: pludseligt indsættende lancinerende smerter, efterfulgt af hudnekrose, som de følgende dage breder sig, efterfulgt af måneder varende sårheling trods gængs behandling. Der kan også være forbigående almensymptomer. NS mener, at der kan være mange årsager til hudnekroser, herunder »flåtbid samt stik og bid af forskellige insekter«. Vi er ikke enige i en sådan simplificering af en dermatologisk problemstilling, som kutane nekroser udgør [1]. Et flåtbid er smertefrit og efterlader ikke nekrose.

Af andre teoretiske årsager til akut indsættende hudnekrose og langsom sårheling kan nævnes slange- og skorpionbid [1]. Men det må være vores opgave at tænke rationelt og eliminere det umulige og herefter se på andre forklaringer, selv om de kan forekomme usandsynlige. Når vi foreslår, at det drejer sig om et bid af en hobo-edderkop, er det fordi, den tilhører gruppen af giftige edderkopper [2], og den er den eneste af slagsen, der er påvist herhjemme. Slanger og skorpioner tør vi godt udelukke.

NS mener, at hobo-edderkoppen er ganske fredelig, når den kan spadsere rundt på en tv-mands håndryg uden at bide. Men prøv at se, hvad der sker, hvis man sætter sig på den.

En bevisførelse for, at det drejer sig om edderkoppebid, indebærer, som anbefalet af NS, at man pågriber dyret. Men det er en næsten umulig opgave, da dyret er sky og gemmer sig lynhurtigt. I et nylig meddelt tilfælde lykkedes det dog at pågribe synderen: en død giftedderkop (Loxosceles reclusa) i sengen tilhørende en tiårig pige, som havde fået et smertefuldt sår i venstre armhule [3]. Skeptikere vil nok indvende, at det ikke er noget bevis for, at såret skyldtes den fundne edderkop. Men forfatterne var i stand til at påvise giften i såret ved hjælp af en enzyme-linked immunosorbent assay (ELISA)-metode. Så det er tæt på.

NS er bekymret for, at vi har medvirket til at skade hobo-edderkoppens omdømme, måske er den ikke så slem, som man tror, trods sit navn Tegenaria agrestis (agrestis: vild). Det er da muligt, at fremtidig edderkoppeforskning vil vise dette, men det er vel ret uvæsentligt, hvilken slags edderkop der forårsager smertefulde sår og hudnekroser. Vigtigst er det at være opmærksom på, at sådanne reaktioner utvivlsomt kan forekomme herhjemme.

Vi hører gerne fra kolleger, som har patienter med uforklarlige ikkehelende hudsår, som kan være forårsaget af edderkoppebid.