Skip to main content

Svar

Jens Høygaard Michaelsen, formand for Administrationsudvalget

1. nov. 2005
1 min.

Niels Fabricius-Bjerre rejser spørgsmålet om en skævdeling af Administrationsudvalgets udbetalinger i forbindelse med sygefravær i kompagniskabspraksis. Spørgsmålet er tidligere rejst af Niels Fabricius-Bjerre, hvilket medførte en grundig drøftelse i Administrationsudvalget, hvor konklusionen blev, at man ville fastholde de gældende regler. Overvejelserne og konklusionen blev refereret i formandsberetningen til repræsentantmødet i december 2001, hvor repræsentantskabet uden bemærkninger godkendte beretningen.

Administrationsudvalgets indtægter og udbetalinger er forankret i Landsoverenskomstens § 106 og baseres på samme forhold mellem praksis og Sygesikringen, som når praksis og Sygesikringen afregner ydelseshonorarer, dvs. at et ydernummer er en enhed uanset antallet af læger. I en kompagniskabspraksis skelnes der ikke mellem, hvilke læger der har udført de enkelte ydelser, hverken ved indsendelse af regninger eller ved afregning. Det gælder også, såfremt ydelserne udføres af en ansat vikar.

Administrationsudvalget har valgt og ønsker fortsat at afregne sygehjælp på baggrund af de tre senest foreliggende månedsopgørelser over ydelseshonorarer fra Sygesikringen. Det eneste forhold, der tages hensyn til, er antallet af læger, der er omfattet af ydernummeret.

I en kompagniskabspraksis er det op til lægerne indbyrdes at aftale, hvorledes overskuddet fra praksis skal fordeles. Der vil i øvrigt normalt være andre indtægter i praksis end ydelseshonorarer fra Sygesikringen, herunder f.eks. basishonorar, private ydelser og eventuelle sygedagpenge fra Administrationsudvalget.