Skip to main content

> Svar:

Professor, praktiserende læge, ph.d., formand for gruppen bag DSAM's kliniske vejledning i forebyggelse af iskæmisk CVDBo Christensen, Institut for Almen Medicin, Århus. E-mail: bc@au.dk

16. maj 2007
3 min.

Beslutningen om at igangsætte antihypertensiv behandling skal ikke alene baseres på, hvor højt blodtrykket er, men også på en vurdering af den totale kardiovaskulære risiko og på, om der er eksisterende organskade eller CVD [1]. Der er flere modeller, som kan estimere risikoen for, at symptomfrie personer udvikler CVD.

DSAM anbefaler at anvende SCORE-modellen, idet SCORE er tilpasset danske forhold og er bedre til at prædiktere CVD end tidligere modeller. SCORE anbefales også i de fælles kliniske retningslinjer, som seks videnskabelige selskaber i samarbejde udarbejdede i 2004 baseret på de fælles europæiske guidelines [2], som også anbefaler brug af SCORE. I overensstemmelse med de fælles retningslinjer har DSAM valgt at prioritere indsatsen over for personer med den højeste risiko, idet gevinsten her er størst. Dette betyder i praksis raske med en risiko for i løbet af de næste ti år at dø af CVD på 5% og derover samt personer med manifest CVD eller diabetes mellitus.

Vi beklager, hvis det ikke fremgår klart, at man skal forskyde til 60-års-alderen ved vurdering af evt. indikation for antihypertensiv behandling - det fremgår dog klart i afsnittet om brugen af SCORE-skemaet, at man for at undgå under-estimering af risikoen hos yngre personer bør forskyde den pågældendes risikomønster til 60-års-alderen. Hvis risikoen er under 5% for at dø af CVD i løbet af de næste ti år, er SCORE ikke så hensigtsmæssig til at vurdere, om der er behandlingsindikation ved en enkelt risikofaktor. Der må man lave et individuelt skøn som i mange andre kliniske situationer - og her kan man så anvende Dansk Hypertensionsselskabs (DHS) risikovurdering som støtte.

DHS efterspørger en præcisering af, hvor lang tid man skal og kan observere, hvilket jo afhænger af den præcise kliniske situation - blodtryksforhøjelsen, komplicerende forhold og patientens indstilling. En klinisk vejledning er en støtte og et fundament for god klinisk praksis, men kræver stadig en individuel lægelig vurdering, og de fælles retningslinjer er ej heller helt præcise her. Jeg mener ikke, der findes sikker evidens for, hvor lang tid det er »hensigtsmæssigt« at vente for evt. farmakologisk behandling hos patienter med lav risiko, men DHS' anbefalinger vil givet passe med mange praktiserende lægers kliniske praksis.

Mht. anbefalinger af førstevalg kan vi kun være enige i, at betablokker ikke er et førstevalg ved ukompliceret hypertension. Dette vil blive rettet snarest i den elektroniske version.

Det ligger DSAM meget på sinde, at der ikke er forvirring angående behandling af hypertension i Danmark, og DSAM håber,at svaret har præciseret de nævnte forhold således, at danskere får tilbudt en optimal behandling af forhøjet blodtryk.

Interessekonflikter: Bo Christensen modtager honorarer for foredrag og konsulentvirksomhed for flere medicinalfirmaer (MSD, AstraZeneca, Pfizer, BohringerIngheim) som sælger blodtryksænkende medicin.


Referencer

  1. Kliniske retningslinier for forebyggelse af kardiovaskulær sygdom i Danmark. Dansk Cardiologisk Selskab, Dansk Selskab for Almen Medicin, Dansk Neurologisk Selskab, Dansk Karkirurgisk Selskab, Dansk Endokrinologisk Selskab, Dansk Hypertensionsselskab. København: Hjerteforeningen, 2004.
  2. European guidelines on cardiovascular disease prevention in clinical practice. Guidelines of the Third Joint Task Force of European and other Societies on Cardiovascular Disease Prevention in Clinical Practice. Eur Heart J 2003;24:1601-10.