Skip to main content

> Svar:

Videnskabelig redaktør Torben V. Schroeder, Ugeskrift for Læger. E-mail: tvs@dadlnet.dk

16. maj 2007
1 min.

Jeg deler Nils Christian Gulmanns tvivl om viljen blandt forfattere og kolleger til at være åben om samarbejdet med medicinindustrien, bevidst eller ubevidst. Denne åbenhed er vigtig for tolkningen af publikationer i Ugeskriftet [1]. Jeg tror, de fleste udeladelser er »uskyldige«, hvilket dog ikke undskylder dem. Forfattere må vænnes af med denne kedelige vane; kulturen skal ændres.

Redaktionen skærpede for nylig linjen i håb om at vække forfatterne [2]. Fremover kræver vi, at forfattere klart tilkendegiver, at der enten ikke er tale om interessekonflikter, eller også at der er - og så anfører disse. Ønsker en forfatter ikke at skrive under på det ene eller det andet, vil redaktionen afvise manuskriptet. Redaktionen er ikke detektiver, men opdager vi, at en forfatter har undladt at anføre en interessekonflikt, vil vi udelukke vedkommende fra at publicere i Ugeskriftet [2].


Referencer

  1. Johansson M. Tilkendegivelse af eventuelle interessekonflikter - kan man stole på det? Med svar af Astrup A, Schroeder TV. Ugeskr Læger 2006;168:925-7.
  2. Schroeder TV. Interessetilkendegivelse - Ugeskriftet skærper linjen. Ugeskr Læger 2006;168:3986.