Svar:

Kære Andra Pachaï.

Dine subjektive holdninger til den muslimske kvindes tørklæde og islam bærer tydeligvis præg af en flygtningbaggrund som eksiliraner. Vi kan kun beklage, at du har baseret din holdning til en hel verdensreligion på baggrund af, hvorledes et fjernt iransk shiitisk styre angiveligt opfører sig mod sin befolkning. Det er desværre gedigen generalisering, som vi finder yderst sørgelig og tager afstand fra.

Vi tager desuden kraftigt afstand fra en retorik om, at vores tørklæde for nogle mennesker skulle symbolisere, at vi betragter vores mandlige kolleger som »voldtægtsforbrydere« og kvindelige kolleger som »skøger«. Dette er yderst uklædelige antagelser, som ikke tjener andet formål end at polarisere og forgifte debatten på en måde, som man normalt kun forbinder med tilhængere af et vist politisk parti, som i disse dage promoverer sig selv som »et frisk pust over landet«.

Du skriver om tørklæder, fanatisme og rummelighed. Samtidig fortæller du om din far, der »væmmes ved at se en muslimsk kvinde med tørklæde«. Det forekommer os umiddelbart ret tankevækkende, at man i den grad ikke kan rumme fredelige, anderledes troende medmennesker og direkte væmmes ved synet af dem i det samfund, hvor man har valgt at bosætte sig, efter at man selv er flygtet fra et totalitært styre.

Generelt fornemmer vi en del misforståelser i dit indlæg omkring tørklædets funktion i islam. Såfremt du ønsker en større og uddybende teologisk diskussion om tørklædets mange dimensioner på baggrund af klassiske skriftkilder, hilser vi det absolut velkomment, hvad enten det er privat eller i et almindeligt dagblad.

Til spørgsmålet om hvorvidt tørklædet skulle være en unødig barriere i forbindelse med patientkommunikation, kan der kun påpeges, at patienter er meget individuelle mennesker, og at barrierer derfor er relative. For eksempel kan den unge nervøse pige, som skal have foretaget sin første gynækologiske undersøgelse, opleve den nyuddannede og usikre mandlige kirurgiske forvagt som en barriere. Eller også kan den just ankomne tyske eller østeuropæiske læge, der med nok så meget vestligt udseende uden tørklæde, men med gebrokkent dansk og kraftig accent, fremstå som barriere for visse patienter. Endelig kan den pæredanske tilknappede overlæge, der leverer cancerdiagnosen med tunge uforståelige fagudtryk i en kold og monoton tone, ligeledes være en barriere. Men besidder man empati, åbenhed og tolerance over for sine medmennesker (patienter såvel som kolleger), kan man som læge aldrig gå galt i byen - hverken med eller uden tørklæde!