Skip to main content

Svar:

Torben V. Schroeder, redaktør, Videnskab og praksis. E-mail: tvs@dadlnet.dk

8. maj 2006
1 min.

Tak til Vibeke Løgager for at kaste lys over de problemer, der kan være forbundet med ikkefagkyndige kollegers brug af undersøgelsesresultater i videnskabelige artikler.

I Ugeskriftets forfatterskabserklæring (www.ugeskriftet.dk), som alle forfattere signerer, skrives under på, at de nødvendige tilladelser til benyttelse af patientoplysninger, laboratoriedata osv. foreligger. Videre står der i vores tjekliste i pkt. 20, at afdelinger, der har bidraget diagnostisk eller på anden vis f.eks. ved en patologisk undersøgelse, uden at dette kvalificerer til et medforfatterskab, har gennemlæst manuskriptet og godkendt det, der vedrører de pågældende undersøgelser.

Redaktionen er af den opfattelse, at dette regelsæt også gælder for brug af billeddiagnostisk materiale som i det konkrete tilfælde, hvor tre forfattere fra en neurologisk afdeling benytter et MR-billede. I erkendelse af at vores vejledning ikke er entydig, er forfatterskabserklæringen, manuskriptvejledningen og tjeklisten tydeliggjort. Resurserne rækker ikke til en formel billedrevision.