Skip to main content

Folketinget vedtog i maj 2001 at følge opfordringen fra Udvalget vedrørende bedre samspil mellem tilbuddene i psykiatri og socialpsykiatri [1] om at udarbejde et Fælles værdigrundlag for den samlede offentlige indsats for voksne med sindslidelse i Danmark. Indenrigs- og Sundhedsministeriet samt Socialministeriet har med undertegnede og familiechef i Århus Kommune, Leif Gjørtz Christensen, som »tovholdere« igangsat en proces , der skal føre frem til udarbejdelse af et værdigrundlag. Det første debatoplæg [2] er nu udsendt med den hensigt at starte en forhåbentlig facetteret og bred debat blandt »relevante parter», der udgøres af mennesker med psykiske sygdomme, pårørende, professionelle fra såvel sundheds- som socialvæsen, civilsamfundet, politikere, embedsmænd i amtskommunale og kommunale forvaltninger samt befolkningen i øvrigt. I løbet af efteråret afholdes en række debatmøder om værdier, samtidig med at der indhentes kommentarer bredt. Først derefter udarbejdes Udkast til værdigrundlag, der af de to ministerier vil blive udsendt i en officiel høring før den endelige udgave. Det er naturligvis en vanskelig proces, ikke mindst hvis det skal lykkes, at de mange parter der er involverede, skal opleve resultatet meningsfuldt og vedkommende.

At der er behov for en værdidebat inden for psykiatrien, finder en bekræftelse i ovenstående kommentar fra Vester-gaard & Rosenberg , når de i et indlæg ligefrem må advare mod »at danske læger på det foreliggende grundlag deltager i en debat, der efter vores mening kan få den utilsigtede konsekvens at føre til fortsat stigmatisering af psykisk syge medborgere«. Det er bekymrende, at to af fagets professorer advarer danske læger mod at deltage i en debatproces, som er i fuld gang - så meget mere som forudsætningen for den igangværende debat om et fælles værdigrundlag netop er, at tavshed ikke skal have magt. Det synspunkt, at det foreliggende debatoplæg kan føre til stigmatisering af psykisk syge medborgere, er væsentligt og kræver netop, at debatten får lov til at udfolde sig - før næste fase - som er sammenskrivning af et Udkast til værdigrundlag. Processen er valgt med henblik på at give god tid og plads til debatten, herunder udfolde etiske analyser - således at det værdigrundlag, der vil udkomme, kommer til at afspejle såvel enighed som modsætninger og dilemmaer.

At arbejde løbende med værdier, holdninger og etik er ikke fremmed for lægestanden, hverken i somatikken eller psykiatrien, og bør være en selvfølgelig del af en professionsetik. Derfor er netop lægers stemme i debatten afgørende nødvendig [3].

De synspunkter, Vestergaard & Rosenberg i øvrigt fremsætter i kommentaren, vil naturligvis indgå i den videre proces sammen med de mange andre bidrag, der kommer ind. Det er en stor glæde at konstatere, at så mange allerede to måneder efter udsendelsen af det første debatoplæg har udvist stor interesse for at deltage i debatten, dels ved at fremsende bemærkninger og dels ved tilmelding til de debatmøder, der er planlagt, samt at psykiatriske kollegaer i øvrigt ikke har vist sig så afvisende som Vestergaard & Rosenberg.


Referencer

  1. Rapport fra Udvalget vedr. bedre samspil mellem tilbuddene i psykiatrien og socialpsykiatrien. København: Sundhedsministeriet og Socialministeriet, maj 2001.
  2. Lindhardt A, Christensen LG. Fælles værdigrundlag for den samlede offentlige indsats for voksne med sindslidelser i Danmark - første debatoplæg. København: Socialministeriet og Indenrigs- og Sundhedsministeriet, juni 2003. (http://www.psykiatrifonden.dk/moder/indstik.pdf)
  3. Amtsrådsforeningen et al. Patientens møde med sundhedsvæsenet: De mellemmenneskelige relationer - anbefalinger for kommunikation, medinddragelse og kontinuitet. Højbjerg: Århus Amt, 2003.