Skip to main content

> Svar:

Overlæge Hans Ibsen, Medicinsk Afdeling M, Amtssygehuset i Glostrup. E-mail: haib@glostruphosp.kbhamt.dk

23. okt. 2006
2 min.

Jeg synes, Tom Skyhøj Olsen fordrejer mine udsagn - eller misforstår dem - og kommer derved til at tillægge mig udtalelser, jeg ikke har fremsat. Ved at læse debatindlæggene i Dagens Medicin og Ugeskrift for Læger kan man forvisse sig om dette.

Jeg har forsøgt at forklare det synspunkt, at en reduktion i blodtryk på kun 10/5 mm Hg i kliniske kontrollerede undersøgelser reducerer apopleksifrekvensen med 42% (konfidensinterval 33-50%), at der i epidemiologiske undersøgelser og interventionsundersøgelser er nøje overensstemmelse mellem antal mm blodtryksreduktion og reduktion i apopleksi, og at omfattende epidemiologi viser, at eksempelvis en blodtryksreduktion på 20/10 mm er tæt ved at halvere apopleksifrekvensen [1, 2].

I denne sammenhæng glæder det mig, at indenrigs- og sundhedsministeren i et svar til Folketingets Sundhedsudvalg den 27.06.06 anfører, at en forbedret behandling af forhøjet blodtryk reducerer 11.000 nye apopleksitilfælde pr. år med 40% og ville medføre en besparelse af størrelsesordenen 122 millioner kroner årligt (selvfølgelig tal med en vis usikkerhed).

I denne debat, som nu i måneder har fundet sted i Dagens Medicin, Ugeskrift for Læger og i dagspressen, har det været umuligt for mig at forstå apopleksilægens ærinde/hvad der driver ham, når han forsøger at nedgøre det vigtigste enkelttiltag til forebyggelse af apopleksi, nemlig effektiv opsporing og behandling af forhøjet blodtryk (såvel non-farmakologisk som farmakologisk)!

Der er verden rundt blandt eksperter og andre sundhedsaktører [3] generelt enighed om, at der er tale om et område med omfattende underdiagnostik og underbehandling. I Danmark har mindre end 25% af patienter i medikamentel blodtryksnedsættende behandling nået behandlingsmålene. Det er Dansk Hypertensionsselskabs erklærede målsætning at forsøge at bidrage til, at mindst 50% af vore behandlede blodtrykspatienter når det optimale blodtryksniveau inden for de nærmeste fem år [4].


Referencer

  1. Prospective Studies Collaboration. Age-specific relevance of usual blood pressure to vascular mortality: a meta-analysis of individual data for one million adults in 61 prospective studies. Lancet 2002;360:1903-13.
  2. Statens beredning för medicinsk utvärdering (SBU): Måttligt förhöjt blodtryck. En systematisk litteraturöversikt. SBU 2004 (www.sbu.se).
  3. Apopleksi - en katastrofe der kan undgås - behov for handling på europæisk plan. En høring i Europaparlamentet 19. juni 2003 (værter: Richard Balfe MEP, Minerva Malliori MEP).
  4. Ibsen H. Hypertension - mange flere kan behandles effektivt. Månedsskr Prakt Lægegern 2006;84:1037-44.