Skip to main content

> Svar:

Speciallæge i almen medicin Preben Holme Jørgensen E-mail: pholme@dadlnet.dk

10. apr. 2006
3 min.

Afdelingslæge Mats Lindberg, Institutchef Jens Peter Kampmann, Institut for Rationel Farmakoterapi, København

Såvel Kamper, Feldt-Rasmussen og Strandgaard som Rossing og Parving kritiserer Institut for Rationel Farmakoterapi (IRF) for ikke at referere den nylige metaanalyse af Casas et al [1] tilstrækkeligt kritisk, ligesom selve metaanalysen også kritiseres for en række metodologiske fejl.

Langt den overvejende del af de studier, der indgår i oversigten og metaanalysen, er baseret på patienter med normal nyrefunktion, hvilket gælder såvel diabetikere som ikkediabetikere. Det er korrekt, at de små studier, hvor der overvejende synes at være effekt, repræsenterer patienter med nedsat nyrefunktion. Vi udtrykker os derfor også meget forsigtigt om de nyresyge, og IRF er helt enig i de gældende retningslinjer, hvad angår anvendelsen af primært ACE-hæmmere, men også AT-II-antagonister med henblik på at forebygge progression af nyresygdom hos disse.

Den refererede post hoc-analyse af ALLHAT [2] omfatter patienter, hvoraf knap halvdelen var diabetikere, hvor der ikke er redegjort for evt. mikroalbuminuri eller proteinuri, men som har let nedsat GFR. Her findes ingen renoprotektiv effekt af lisinopril sammenlignet med thiazid.

Når det gælder patienter uden nyresygdom, som er en stor del af diabetespatienterne i bl.a. UKPDS [3], synes metanalysen at kunne danne baggrund for et mere nuanceret syn på ACE-hæmmernes og AT-II-antagonisternes plads, ikke forstået således at de er ringere, men at de kan anvendes på lige fod med andre antihypertensiva.

Vi bliver gjort opmærksom på studier omfattende diabetespatienter med nyresygdom, hvor der påvises en renoprotektiv effekt sammenlignet med placebo og i ét studie også med aktiv komparator, amlodipin [4], og for to af studiernes vedkommende tilsyneladende også uafhængig af blodtrykssænkningen.

Vi skal derfor tydeliggøre vort budskab i retning af, at hos patienter med og uden diabetes med tegn til nyresygdom i form af mikroalbuminuri, proteinuri eller nedsat nyrefunktion anbefales ACE-hæmmer eller AT-II-antagonist med henblik på at forebygge progression i nyresygdommen. Hos hypertensionspatienter i øvrigt med eller uden diabetes er vi enige med retningslinjerne fra Dansk Hypertensionsselskab i, at det vigtigste er en opsporing og behandling af personer med hypertension til de anbefalede behandlingsmål ofte med anvendelse af flere antihypertensiva inkl. især ACE-hæmmere [5].


Referencer

  1. Casas JP, Chua W, Loukogeorgakis S et al. Effects of inhibitors of the renin-angiotensin system and other antihypertensive drugs on renal outcomes: systematic review and meta-analysis. Lancet 2005;366:2026-33.
  2. Rahman M, Pressel S, Davis BR et al. Renal outcomes in high-risk hypertensive patients treated with an angiotensin-converting enzyme inhibitor or a calcium channel blocker vs a diuretic. A report from the antihypertensive and lipid-lowering treatment to prevent heart attack trial (ALLHAT). Arch Intern med 2005;165:936-46.
  3. UKPDS. Efficacy of atenolol and captopril in reducing risk of macrovascular and microvascular complications in type 2 diabetes. UKPDS 39. BMJ 1998;317:713-20.
  4. Lewis EJ, Hunsicker LG, Clarke WR et al. Renoprotective effect of the angiotensin-receptor antagonist irbesartan in patients with nephropathy due to type 2 diabetes. N Engl J Med 2001;345:851-60.
  5. www.hypertension.suite.dk/2005/Behandlingsvejledning2004.pdf