Skip to main content

Lad mig indledningsvist gentage det helt centrale budskab fra mit tidligere svar.

Afgørelser om førtidspension skal være dokumenterede. Det skal tydeligt fremgå af afgørelsen, hvilke fakta der lægges til grund for afgørelsen, og hvilke vurderinger myndigheden har foretaget på baggrund af fakta.

Det er helt centralt, at kvaliteten af kommunens afgørelser er høj, og det er ikke acceptabelt at tilrettelægge sagsbehandlingen ud fra, at ankeinstanserne samler evt. fejl op.

Jens Røhling Bang (JRB) spørger på hvilken måde lægekonsulenter er i stand til at true retssikkerheden? Det kan de, hvis kommunen (lægekonsulenten) selv skaber dokumentationen for de helbredsmæssige forhold gennem undersøgelser og ved at stille diagnoser. Hermed sker der en sammenblanding af fakta i sagen og vurderinger af fakta, som truer retssikkerheden. Skulle man følge JRB's argument til døren, kunne kommunerne jo selv ansætte speciallæger til at udstede erklæringer, som grundlag for afgørelserne i sagerne.

Dernæst spørger JRB til, hvilket retsgrundlag der ligger til grund for at forbyde lægekonsulenter at stille diagnoser. Uanset der ikke er udstedt regler, som specifikt regulerer lægekonsulenters virksomhed, udledes retningslinjerne for lægekonsulenter af de generelle forvaltningsretlige regler mv. Tilsvarende er der jo heller ikke fastsat præcise regler for alt, hvad sagsbehandlere må og ikke må i sociale sager. Det afgørende er, at afgørelser om førtidspension skal dokumenteres, og kommunen kan ikke selv skabe denne dokumentation.

Endelig skal det understreges, at det ikke er hensigten at forhindre et frit og flydende tværfagligt samarbejde. Den socialfaglige helhedsvurdering og arbejdsevnemetoden indebærer, at det skal undersøges, om der kan peges på arbejdsmarkedsrelevante ressourcer, som kan gøre borgeren i stand til at fastholde eller opnå beskæftigelse på trods af de konstaterede helbredsmæssige problemer. I dette tværfaglige samarbejde er det vigtigt, at sagsbehandlere, speciallæger, lægekonsulenter og andre involverede parter, alle er deres respektive roller meget bevidst.