> Svar:

Lise Dyhr gentager argumenter fra tidligere indlæg fra Alberdi & Rosenbaum [1, 2], som vi har besvaret [3, 4]. Vi er noget overraskede over den kritiske holdning til referenceprogrammer. De udarbejdes nemlig efter særlige regler for evidensvurdering fastsat af Sundhedsstyrelsen i overensstemmelse med internationale standarder og alment anerkendt metodologi. Opgaven er kort sagt at vurdere den forhåndenværende evidens, der taler for eller imod forskellige behandlingsmetoder. Denne vurdering levner ikke megen plads til personligt skøn eller præferencer. Man kan i utilfredshed hermed forkaste hele evidensbegrebet og den systematiske evaluering heraf, som Alberdi & Rosenbaum tilsyneladende gør det, men vi finder, at det er et så afgørende brud med holdningen internationalt set, at yderligere diskussion bliver frugtesløs. I et referenceprogram kan vi i alle tilfælde ikke gå uden for de afstukne rammer.

Vi ser dog gerne en principiel metodediskussion af andre måder at opgøre behandlingseffekt, men det vil kræve en selvstændig artikel og ikke blot et læserbrev. Kan man ikke leve med sin utilfredshed med referenceprogrammerne, bør man søge at frembringe evidensen for den behandling, som man nu er interesseret i, fx psykodynamisk psykoterapi. Som tidligere nævnt er evidensen for denne behandling ved depression og angsttilstande meget mere sparsom end for kognitiv eller interpersonel terapis vedkommende. Det er denne kendsgerning, som er faldet flere for brystet, men som vi ikke kan ignorere i udarbejdelsen af programmerne.

Hermed være ikke sagt, at der ikke er plads til lægekunst i behandlingen. Den kommer ind, når man skal finde den bedste behandling til det enkelte individ, men referenceprogrammer bør være de fyrtårne, der viser vejen.

At se disse synspunkter som udtryk for magtens arrogance, forstår vi ikke - og hermed slutter debatten for vores vedkommende.