> Svar:

Man kan ikke screene for kræft, uden at det samtidig fører til overdiagnostik, og dermed overbehandling. Det er desværre en uundgåelig følge af screening, og det er elementær lærebogsviden [1]. Olsen og medarbejdere finder da også helt som forventet, at incidensen af brystkræft stiger, når man begynder at screene. De hævder imidlertid, at dette alene skyldes, at diagnosetidspunktet er rykket frem, og at der ikke er overdiagnostik i »prævalenspeaken«.

De har intet belæg for denne påstand, som i øvrigt er forkert. Brystkræft er en heterogen sygdom, og nogle tumorer vokser meget langsomt, eller slet ikke, eller forsvinder formentlig igen, som vi kender det fra andre cancere, f.eks. neuroblastom, eller thyreoideacancer, som kan påvises hos de fleste raske individer i autopsimaterialer [1]. Af rent statistiske årsager vil screening fortrinsvis påvise langsomtvoksende tumorer [1], og der vil derfor i »prævalenspeaken« ikke kunne undgå at være tilfælde af overdiagnostik, dvs. tumorer, som ikke ville være blevet påvist i kvindernes levetid, hvis de ikke var mødt op til screening [2].

Olsen og medarbejdere hævder, der ikke er overdiagnostik, fordi incidensen af brystkræft lige efter den første screeningsomgang falder til et niveau svarende til den forventede udvikling uden screening. Men det forsvinder den initiale »peak« jo ikke af! Deres tankegang svarer til, hvis man gav kræftpatienter voldsom kemoterapi, som havde til følge, at mange patienter døde kort tid efter pga. infektioner og andre bivirkninger, og så konkluderede, at det gik fint, når bare man så bort fra den initiale overdødelighed. Og i øvrigt har Olsen og medarbejdere heller ikke reflekteret over, at der vil komme yderligere overdiagnostik, når man indkalder til de næste screeningsrunder.

Dertil kommer, at Olsen og medarbejderes undersøgelse er for lille og for kortvarig til, at man kan konkludere noget om overdiagnostik. Store undersøgelser med lang opfølgningstid fra USA [3], Storbritannien [4], Canada [3], Norge [5] og Sverige [3, 5] har derimod samstemmende vist, at den initiale stigning i antal brystkræfttilfælde ikke på et senere tidspunkt afløses af et tilsvarende fald. Overdiagnostikken fortsætter, og den udgør omkring 30% eller mere ved brystkræftscreening.

Olsen og medarbejderes påstand er politisk opportun, men videnskabeligt set er den ikke blot udokumenteret, men indlysende forkert.