> Svar:

Når en praktiserende læge som Jacob Hune efter 31 år med fod under eget bord nu er nødt til at forlade sin praksis, uden at få en krone med sig, er det sjældent, at man blot trækker på skuldrene og tænker »det var så det«. I dette tilfælde - og desværre mange andre - er det ikke bare at lukke og slukke. Det er ofte et »livsværk«, et tæt læge-patient-forhold i flere generationer, som man ikke kan sikre overført til nye yngre lægekræfter.

Hertil kommer så det beklagelige økonomiske tab, der følger af at være den liberale virksomhed, der bærer tidernes ugunst på sine skuldre.

Praksislukninger burde forbydes. Med det mener jeg, at der burde gøres en langt mere dedikeret indsats for, at det ikke sker. Der er simpelthen ingen vindere - kun tabere. Ud over lægens vanskelige situation påføres patienter og nabolæger en helt urimelig situation. P.L.O. og SFU har nu i to overenskomstforhandlinger i træk aftalt, at amterne opfordres til at gøre noget meget konkret for at fastholde de ældre og tiltrække de yngre. Det har ikke skortet på konkrete forslag. Alligevel bliver det ved retorikken, og vi har kun set meget få initiativer i amterne - og kun når lægen har valgt at dreje nøglen om.

Det er ikke godt nok. Der må laves aftaler om, hvad der skal gøres i de konkrete situationer, og hvordan patienternes valg kan håndteres, så der ikke opstår disse helt urimelige situationer. Når en læge lukker, har vi en stribe eksempler på, at de læger, der holder åbent, pludselig modtager flere hundrede ekstra patienter - uden varsel.

Hertil kommer så det praktiske problem, som Jakob Hune nævner med patientjournalerne. P.L.O. har i mange år forsøgt at påvirke Sundhedsstyrelsen til at ændre sit regelsæt, således at der kan blive taget hånd om de journaler, der bliver »herreløse«. Men det er fortsat sådan, at lægen har ret til at destruere journalerne, når praksis lukkes. Men ingen læge ønsker jo at handle på denne måde. Alligevel er der ingen myndighed, der tager over. Det står forsigtigt nævnt i bekendtgørelsen om patientjournaler, at Rigsarkivet kunne være en opbevaringsmulighed - men de har aldrig hørt om sagen og slår syv kors for sig. I andre lande, som f.eks. Skotland, har man fundet løsninger på disse praktiske problemer. Det ville klæde den danske Sundhedsstyrelse, som også har ansvaret for kvalitetssikring og tilsyn, at bidrage til en ordentlig løsning.

I et par amter er det ved ihærdig indsats lykkedes at finde et par midlertidige løsninger, som sikrer journalernes overgivelse til patient eller ny læge. Men det er heller ikke godt nok, at der hver eneste gang skal være store diskussioner og tilfældige løsninger.

Men at gøre det til et decideret overenskomstkrav - når man tager i betragtning, at journalerne har været et værktøj i vores klinikker - det mener jeg, er at diffusere problemets kerne.

Journalerne skal overdrages til de kollegaer, der overtager ens patienter. Er det ikke muligt, er det myndighedernes ansvar at sørge for, at der tages imod patientkartotekerne.