Skip to main content

> Svar:

Overlæge Kjeld Hougaard, Dansk Ortopædisk Traumeselskab. Overlæge Søren Solgaard, Dansk Ortopædisk Selskab. E-mail: soso@fa.dk

8. nov. 2005
3 min.

Dansk Ortopædisk Selskab takker for muligheden for at kommentere ovenstående indlæg, som også har været forelagt Kirurgisk Forum, som har godkendt nedenstående svar.

Det er altid inspirerende at høre om andre kollegers oplevelser.

Organisationen af traumebehandlingen varierer fra land til land.I Storbritannien ligger modtagelse og udredning primært i hænderne på »emergency medicine«-specialister. Det er et speciale som ikke findes i skandinaviske og en række andre europæiske lande. Ved modtagelse af tilskadekomne tilkaldes specialister fra andre specialer ved behov.

Generelt er ortopædkirurger dog i front, da langt hovedparten af patienterne har skader i bevægeapparatet.

I Tyskland er traumeteamet organiseret og ledet af ortopædkirurger. I Holland, Belgien og USA er hovedansvaret for modtagelse og primær udredning lagt i hænderne på kirurger. I Danmark og de andre nordiske lande har ortopædkirurgen en central rolle ved modtagelse og udredning af svært tilskadekomne.

Det vigtigste er en organisation, som står klar til at modtage og udrede patienten og herefter at behandle patientens skader i prioriteret rækkefølge efter internationalt vedtagne principper.

Om det er en kirurg, ortopædkirurg eller anæstesiolog, som lægger et livsreddende pleuradræn, er formentlig ligegyldigt.

At pakke et abdomen som led i »damage control surgery« er derimod en opgave for specialister, behandlingen af åbne brud og bækkenbrud samt penetrerende kartraumer og neurotraumer ligeledes.

Selv ved samling af alle traumepatienter på ét dansk center ville behovet for umiddelbar tilstedeværelse af læge med karkirugisk eller thoraxkirurgisk ekspertise være ca. én gang hver anden uge.

Befolkningsgrundlaget for et traumecenter er til diskussion. Tal mellem 1 og 5 mio. har været nævnt.

I USA har man minimumskrav for antal svært tilskadekomne pr. læge pr. år for at kunne kalde sig Level 1-traumecenter.

Der er ingen dokumentation for en sammenhæng mellem kvalitet og patientvolumen. Der er derimod påvist sammenhæng mellem velorganiseret traumemodtagelse og kvaliteten, som er uafhængig af patientvolumen.

Der er dokumentation for, at den danske model klarer sig fint internationalt [1]. Spørgsmålet er herefter: Skal man arbejde hen imod en model, hvor beherskelse af de kirurgiske procedurer er den vigtigste kvalifikation hos traumelederen? Vel vidende at han/hun aldrig vil kunne beherske alle nødvendige procedurer?

Eller skal traumelederen primært være koordinator, men med en opdateret viden om de ressourcer, der er til rådighed, og så tilkalde nødvendige personer som har adgang til ressourcerne?

Vi mener, at den sidste model er den bedste i Danmark, hvor der er stor tilgængelighed af højt specialiseret behandling inden for alle kirurgiske specialer.

Man kan godt argumentere for færre centre end fire i Danmark. Det kræver, at man diskuterer, hvordan man forbedrer den præhospitale indsats og minimerer tiden fra tilskadekomst til definitiv behandling på et traumecenter.

Det er ikke korrekt, at specialerne ikke diskuterer traumebehandlingen. I Kirurgisk Forum* arbejdes der fortsat med den traumatologiske uddannelse, og en ny konsensusrapport i form af en traumemanual vil snart blive offentliggjort.

*) Kirurgisk Forum består af repræsentanter for Dansk Kirurgisk Selskab, Dansk Karkirurgisk Selskab, Dansk Urologisk Selskab, Dansk Gastroenterologisk Selskab, Dansk Thoraxkirurgisk Selskab, Dansk Neurokirurgisk Selskab, Dansk Selskab for Plastik- og Rekonstruktionskirurgi, Dansk Oftalmologisk Selskab, Dansk Selskab for Otolaryngologi, Dansk Ortopædisk Selskab, Dansk Selskab for Tand-, Mund- og Kæbekirurgi.


Referencer

  1. Larsen MS, Houshian S, Mikkelsen JB. Evaluering af multitraumatiserede patienter modtaget på traumecenter. Ugeskr Læger 2002;164:5130-4.