Skip to main content

> Svar:

Professor Else Tønnesen, Anæstesiologisk-intensiv Afdeling. Århus UniversitetshospitalE-mail: else-toennesen@as.aaad.dk

15. jun. 2007
2 min.

Jannick Brennum rammer med sit indlæg præcist de problemer, intensivlægerne dagligt forsøger at håndtere: Den utilstrækkelige kapacitet af intensivsengepladser, manglende nationale og internationale visitationsregler samt de daglige diskussioner med stamafdelingernes læger om visitation af potentielle intensivpatienter. De akutte, kritisk syge patienter giver sjældent - måske for sjældent - anledning til diskussion, mens potentielt »truede« patienter med f.eks. svær tilgrundliggende sygdom, komorbiditet, høj alder, lavt funktionsniveau m.m. ofte bliver genstand for diskussion og lægeligt skøn. Lokale forhold som sengeafdelingernes bemanding (især aften og nat) af sygeplejersker og vagthavende læger spiller også ind på beslutningen om, hvorvidt en patient skal overflyttes til en intensivafdeling.

At intensivbehandling er kompleks, bør dog ikke afholde os fra at forsøge at opstille faste visitationsregler. Når det hidtil ikke er sket hverken nationalt eller internationalt, forklarer det måske, hvor komplekst problemet er.

Det er svært at være uenig med Jannick Brennum i, at vi må have nationale retningslinjer med indikatorer. Med den øgede centralisering af al akut behandling i regionerne vil og bør nationale retningslinjer for visitation til intensivafdelinger sikre borgerne en lige adgang til intensivbehandling. Befolk-ningen vil næppe fortsat acceptere, at det er forskellige lokale forhold (som manglende intensivsengepladser) og de tilstedeværende lægers skøn, der afgør, om intensivbehandling skal tilbydes eller ej. Afvisning af en patient, hos hvem intensivbehandling skønnes at være udsigtsløs, kan hermed også gøres legitimt.

Nationale retningslinjer afskaffer ikke manglen på intensivsengepladser, men problemets omfang kan dokumenteres og udgøre grundlaget for at øge kapaciteten.