> Svar:

Vi takker for debatindlægget »Mobilt akutteam er et af de bedste bud« ved overlæge Lone Musaeus Poulsen, formand for Udvalget for Intensiv Medicin, Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin (DASAIM) og Dansk Selskab for Intensiv Terapi (DSIT). Indlægget er særligt interessant, da forfatteren også er medlem af ekspertpanelet for Operation Life.

Sekretariatet bag Operation Life oplyser, at 13 hospitaler er tilmeldt Mobilt akutteam (MAT)-pakken [1]. Poulsen anfører, at Operation Life repræsenterer »den nationale tilgang til emnet«. Det er derfor overraskende, at der ikke er flere tilmeldte enheder.

Vi anerkender, at emnet kan anskues fra forskellige perspektiver. Uagtet hvorfra problemstillingen betragtes, må det centrale være at varetage patientens tarv. Alle nye behandlingstiltag bør derfor vurderes ud fra lægevidenskabelige kriterier.

Vi er uændret enige i, at der på almindelige sengeafdelinger findes akut syge patienter, der ikke modtager sufficient behandling. Man kan antage den holdning, at »mobilt akutteam er et af de bedste bud« på løsningen af dette problem, men dette alene kan ikke legitimere udbredelse af konceptet.

Under henvisning til DeVita & Bellomo [2] anfører Poulsen, at MAT ikke er egnet til randomiserede studier, idet det vil kræve deltagelse af > 100 centre at opnå fornøden statistisk styrke. Dette angives at være urealistisk. Der er gennemført talrige randomiserede studier med flere hundrede centre, og det er uforståeligt, hvorfor et studie af MAT skulle frembyde uoverstigelige vanskeligheder. DeVita & Bellomo fremfører ligeledes, at de økonomiske omkostninger, der er forbundet med et randomiseret studie, vil være astronomiske. I et randomiseret studie ville MAT i sagens natur blive implementeret på halvdelen af de involverede enheder. Det er derfor vanskeligt at forstå rationalet bag uprotokolleret udbredelse af konceptet til alle enheder.

Til varetagelse af patientens tarv bør knappe økonomiske resurser fordeles efter nøje vurdering. Der er fremført betænkelighed ved finansieringen af interventionerne i Operation Life. De økonomiske midler, som regionerne skal tilføre såvel under kampagnen som efter dennes ophør, er ikke beregnet. I tilgift er der ikke foretaget en vurdering af, hvorledes disse midler ellers kunne være kommet patienterne til gode [3].

Vi er bevidste om, at der ikke foreligger dokumentation for, at MAT ikke redder liv. Vi er imidlertid enige med Poulsen i, at det »kun ville være rimeligt at dokumentere effekten«. Det er bemærkelsesværdigt, at de videnskabelige selskaber på området og andre meningsdannere [4] forkaster den evidensbaserede metode. Der er sået tvivl om, hvordan Operation Life opgør effekten af deres kampagne [5]. Det vil være interessant at få oplyst, hvorledes DASAIM, DSIT, Operation Life og Antonsen et al [4] vil dokumentere, at MAT redder liv. Man bør uændret afvente dokumentation for, at MAT redder liv, inden implementeringen fortsættes.