Skip to main content

Svar

Yngre Lægers forhandlingsdelegation, e-mail: yl@dadl.dk

6. feb. 2006
3 min.

Som både Mettes historie og dine erfaringer viser, er Ny Løn eller lokal løndannelse, som det nu er omdøbt til, ikke uden problemer. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at det var arbejdsgiverne, der i sin tid pressede på for at få indført Ny Løn. Yngre Læger har valgt at gå positivt ind i processen både centralt og decentralt, og det er der kommet rigtigt meget arbejde ud af men også mange gode aftaler - både forhåndsaftaler og aftaler om individuelle tillæg.

Du nævner selv tillæg til skemalæggere og ph.d.er som noget af det, vi skal have mere af. Begge tillægstyper er faktisk et resultat af Ny Løn og muligheden for at forhandle decentralt. Tillæggene er en del af en såkaldt forhåndsaftale, som de lokale Yngre Læger har forhandlet hjem på amts- eller sygehusniveau. Det samme gælder f.eks. fronttillæg, tillæg til uddannelseskoordinerende yngre læger, tillæg for ambulancetransport og for klinisk vejledning. Tillæg, der i princippet er relevante i hele landet, og set med Yngre Læge-øjne lige så godt kunne være aftalt ved de centrale overenskomstforhandlinger. Problemet er, at vi centralt forhandler med en modpart, der meget klart har meldt ud, at den ikke er indstillet på at aftale flere centrale tillæg, så her er det mere op ad bakke, end det behøver at være. Lokale forhandlinger har desuden den fordel, at man faktisk forhandler med de arbejdsgivere, der sidder med problemerne. Det ligger lige til højrebenet, når vi taler om rekrutterings- og vakancetillæg, men det er også ulig nemmere at forhandle forskellige former for funktions- og kvalifikationstillæg, og herunder også tillæg for forskningsaktivitet, når man forhandler med dem, der har brug for de konkrete kvalifikationer, eller som har nogle funktioner, de gerne vil have varetaget.

Yngre Læger er helt enige i det hensigtsmæssige i at bruge forhåndsaftaler, hvor det på forhånd er aftalt, at en bestemt funktion eller kvalifikation skal udløse et tillæg, og hvor den næste yngre læge i stillingen »automatisk« får glæde af tidligere forhandlinger. Men selvom det er nemmere med forhåndsaftaler, og det går godt med at få forhandlet dem, afholder det os ikke fra også at forsøge at forhandle individuelle tillæg. Specielt afdelingslægerne må som overlægerne forventes at kunne bruge muligheden - bl.a. ved stillingsskift. Det viser erfaringen også, hvilket også kan ses på www.laeger.dk For de yngste yngre læger kan det ofte være noget vanskeligere at udnytte mulighed for at forhandle individuelle tillæg med den særlige stillingsstruktur: videreuddannelse og mange stillingsskift. Derfor er det ved OK 05 aftalt, at denne gruppe får større centralt aftalte lønstigninger end afdelingslægerne.

Alle aftalerne kan ses på www.laeger.dk under Løn og overenskomst. Her kan man også finde inspiration og gode tips, inden man kaster sig ud i forhandlingerne.

PS. Hvorvidt Mette fik et tillæg - det vides ikke endnu, for forhandlingerne er stadig i gang. Men hun fik i hvert fald en forhandling.