Skip to main content

> Svar:

Roar Maagaard, formand for Dansk Selskab for Almen Medicin. Direktør Peter Torsten Sørensen, Dansk selskab for almen medicin. E-mail: pts@dsam.dk

13. mar. 2006
2 min.

I henhold til Landsoverenskomsten (LOK) mellem Amtsrådsforeningen/SFU og PLO er der mulighed for at anvende en tillægsydelse for hjemmeblodtryksmåling. Efter ydelsen blev indført, blev anvendelsen evalueret. Evalueringen viste stor variation hos både praktiserende læger og patienter om brug af hjemmeblodtryksmåling. Fagligt Udvalg under LOK anmodede derfor DSAM om at udarbejde en mindre vejledning i brug af hjemmeblodtryksmåling, herunder også fastlægge behandlingsværdier.

Fagligt Udvalg udtrykte ønske om, at vejledningen blev udarbejdet af en bestemt forfatter med stor erfaring på området og påpegede vigtigheden af, at vejledningens anbefalinger blev i overensstemmelse med anbefalingerne fra Dansk Hypertensionsselskab (DH).

Kort efter udgivelsen blev DSAM gjort opmærksom på en beklagelig fejl i vejledningen; en fejl som ikke er blevet fanget ved flere manuskriptgennemlæsninger. Grænseværdien for diabetes angives forkert i vejledningen i forhold til internationale retningslinjer og DSAM's egen vejledning om type 2-diabetes. Grænseværdien er nu rettet til 130/80 mmHg i vejledningen på DSAM's hjemmeside, og vi overvejer, hvordan vi skal få rettet fejlen i de udsendte vejledninger.

Kent Lodberg Christensen & Ole Lederballe Pedersen påpeger, ud over den forkerte grænseværdi for diabetes, enkelte andre væsentlige forhold og flere mindre væsentlige forhold. Et væsentligt problem angives at være timingen, eller rettere manglen på samme. Forfatterne beklager, at DSAM udsender denne vejledning få uger før, DH udsender nye retningslinjer på området.

Som anført ønskede Fagligt Udvalg, at anbefalingerne i vejledningen blev i overensstemmelse med anbefalingerne fra DH. Vejledningen har derfor været forelagt DH, der havde enkelte kommentarer, som er indskrevet i vejledningen, men som ikke har gjort opmærksom på den uheldige timing eller de andre forhold, forfatterne fremhæver.

DH har nu inviteret DSAM til dialog om den kommende vejledning fra DH, og der er således håb om, at de videnskabelige selskaber kan finde frem til fælles anbefalinger til gavn for de mange læger, der til daglig beskæftiger sig med området. Indlægget fra Kent Lodberg Christensen & Ole Lederballe Pedersen bidrager desværre til at skabe usikkerhed hos de praktiserende læger.

Det havde været gavnligt for sagen, hvis forfatterne forinden havde kontaktet DSAM eller DH.