> Svar:

Lad mig give et enkelt eksempel (blandt mange) på en faglig fremstilling, som vakte min bekymring:

Topor skriver: »Et overvældende stort antal af de patienter med en psykoseproblematik, der er indlagt på en psykiatrisk afdeling, behandles med neuroleptika. En del undersøgelser tyder dog på, at anvendelsen af disse mediciner er ret så kompliceret. For eksempel viser amerikanske (Cole et al, 1964) og engelske (Leff & Wing, 1971) undersøgelser, at 5-7% af patienter med en skizofrenidiagnose ikke reagerer på neuroleptika, hverken med hensyn til symptomreduktion eller tilbagefaldsfrekvens. »Senere er der blevet introduceret nye neuroleptika, som kan påvirke andelen af patienter, der reagerer på denne type indsats« (side 69). Altså kære læser: I skal være skeptiske over for medicin, den hjælper ikke på 5-7%, og tænk, psykiaterne bruger den på et overvældende antal patienter! I skal heller ikke beskæftige jer med litteraturen efter 1971, selvom der måske nok er kommet nye præparater! I en bog om recovery havde jeg nok forventet en mere seriøs vurdering af medicinens betydning - eller alternativt ydmyghed over for et emne, jeg ikke havde forstand på. Eksempler fra bogen på fordomme og forsøg på at stigmatisere opfattelsen af psykiateren og andet hospitalspersonale: »Det individ, der af psykiatrien defineres som kronisk syg, overtager psykiatriens definition af sig selv, lærer sig hvordan man forventes at opføre sig som kronisk syg - og mødes i overensstemmelse med disse forventninger både inden for og uden for psykiatrien« (side 40).

Eller: »Forestillingen om psykisk sygdom i Europa og Nordamerika er stærkt forbundet med eksistensen af sindssygehospitaler og lægernes monopoliserede viden om sindssyge« (side 84).

Det fagligt udfordrende ved psykiatrien er (ud over mødet med den enkelte patient), at den på grund af sin kompleksitet må basere sin viden på resultater opnået gennem anvendelsen af en lang række forskellige videnskabelige metoder, herunder fra naturvidenskab, hermeneutik, antropologi, socialvidenskab, organisationspsykologi osv. Og vel en af årsagerne til at læger vælger dette speciale frem for andre med mere snævert fokus. Men når videnskab bruges ideologisk, går der skår i glæden, derfor min kritiske anmeldelse. Langtidssyge (som søger »at komme sig«) i socialpsykiatrien støttes i stigende omfang af personer, som ikke har en psykiatrisk grunduddannelse.

Derfor påhviler der os en særlig forpligtigelse til at sørge for, at undervisning baserer sig på viden og facts og ikke på ideologi.