Skip to main content

> Svar:

Professor Jørgen Vestbo, North West Lung Center, Manchester, England. E-mail: jvestbo@man.ac.uk

1. nov. 2005
2 min.

Mats Lindberg er forbavset over, at jeg bliver provokeret, når han »antyder, at det kan være fordelagtigt at allokere flere ressourcer til rygestopbehandling«. Hvis Mats Lindberg ønsker at tilføre nye ressourcer til rygestopbehandling, er vi ikke uenige. Af det oprindelige indlæg (Ugeskr Læger 2003; 165:3939-40) fik jeg imidlertid det indtryk, at han ønskede at bruge ressourcer på rygestop på bekostning af den medikamentelle behandling af KOL. Jeg beklager, hvis jeg har misforstået ham. Det ville endog glæde mig, hvis Mats Lindberg tillige værdsætter effekten af medicinsk behandling - men det er nok mere tvivlsomt, hans tidligere indlæg og overskriften på ovenstående indlæg taget i betragtning.

Der er ingen tvivl om, at rygning er den mest omkostningseffektive behandling af KOL. Der er imidlertid lige så stærk evidens for effekten af både medicinsk behandling og f.eks. rehabilitering, og jeg går ikke ud fra, at én evidensbaseret behandling udelukker brug af en anden. Jeg vil fastholde, at evidensen for medicinsk behandling på alle måder er så god, at den - som det fremgår af alle nyere retningslinjer for behandling af KOL - bør tilbydes sideløbende med rygestopbehandling og rehabilitering. Dette kan kun gennemføres ved at tilføre området flere ressourcer. KOL er på ingen måde »medicinsk overbehandlet«, og der er intet datamateriale, der kan retfærdiggøre en flytning af ressourcer fra medicinsk behandling til rygestopbehandling.

Det er beklageligt, hvis debat baseres på misforståelser. Mats Lindbergs kommentarer vedrørende GOLD's danske hjemmeside må imidlertid bero på misforståelser og ikke selektiv læsning og forudindtagede holdninger. Den danske GOLD-hjemmeside har fået økonomisk støtte af Dansk Lungemedicinsk Selskab (DLS) og fire medicinfirmaer. Ingen tror vel, at DLS tjener penge på lægemiddelbehandling af KOL? Hvis Mats Lindberg læste indholdet af hjemmesiden igennem, ville han se, at indholdet stemmer overens med indholdet af de globale retningslinjer for KOL såvel som andre internationale retningslinjer. Hverken hjemmesidens webmaster eller andre med tilknytning til initiativet får penge for arbejdet. Resultatet af støtten har bl.a. været det store materiale, der er stillet til rådighed for information på den internationale KOL-dag - materiale, der intet sted bærer annoncer eller logoer for de fire firmaer. Mats Lindberg må kunne forstå, at man godt kan være uafhængig af medicinindustrien, selvom man arbejder på projekter, der er støttet af deres penge, ligesom en hjemmeside ikke er afhængig af penge fra lægemiddelindustrien, fordi firmaerne sammen med et videnskabeligt selskab har valgt at yde økonomisk støtte.