> Svar:

Lægereform - mere midler end mål?

Lægers uddannelse skal leve op til de udfordringer, som professionen står overfor. Med rollebeskrivelserne i videreuddannelsesreformen tager vi et stort skridt, men vi har fortsat brug for kritikere - inden og uden for lægers kreds.

Orker vi debatten nu?

Den igangværende reformering af den lægelige videreuddannelse kræver engagement, nytænkning og ekstraarbejde af stort set alle landets læger. Den er udfordrende, fordi nye metoder til indlæring og evaluering skal opøves, og fordi strukturer og arbejdsgange skal ændres. Det kan ikke være anderledes, når noget skal bære frugt.

Netop hvor alle har hænderne fulde, hvor ildsjælene har knoklet i flere år, og de fodslæbende omsider er kommet i gang, spørger Ingeborg Netterstrøm (IN) i ovennævnte læserbrev, om vi er blevet så optaget af at forbedre redskaber og metoder, at vi har glemt at granske målet? Har vi i tilstrækkelig grad set på professionens udfordringer og overvejet lægerolles fremtidige udformning?

Hvilken slags læger vil vi uddanne?

Det må indrømmes, at den grundlæggende debat om lægerollen, og hvilke læger vi skal uddanne, har været ret beskeden gennem årene. Der er selvfølgelig sket mange korrektioner i lægeuddannelsen, ikke mindst de seneste år, og der har været åben debat om lægerollen, f.eks. inden for almen medicin [1] for ikke at glemme, hvad antipsykiatri-bevægelsen har betydet for psykiatrien [2]. Men generelle overvejelser om det overordnede mål med lægers uddannelse har vi ikke ofret mest tid på, hverken i Det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse eller i lægestanden som sådan. I Speciallægekommissionens betænkning fra 2000 [3], p.t. det vægtigste værk om lægeuddannelse, berøres målsætning mest mellem linjerne. Det afsløres dog, at kommissionen må have forholdt sig til spørgsmålet om professionens udfordringer og den fremtidige lægerolle, eksemplificeret i det følgende.

Videreuddannelsen - nye midler som følge af nye mål

Som IN anfører, befinder lægerollen sig et sted mellem »humanistiske læger og sygdomsingeniører«. Nøjagtigt hvor kan ikke afgøres ud fra forskningsresultater, det er et holdningsmæssigt valg.

I den nye videreuddannelse har udformningen af lægerollen fået en central plads, med udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens [4] sidestilling af elementer som teoretisk viden og praktiske lægelige færdigheder med undervisning, samarbejde, kommunikation og administration. Det viser, at man i 1992 havde set nogle udfordringer, og som mål havde en fremtidig læge, som mestrede et bredere spektrum af kompetencer. Speciallægekommissionen gik videre og slog fast, at der var lagt for lidt vægt på de bløde elementer [3], altså en revurdering af lægerollen, igen under indtryk af udfordringerne til den fremtidige læge. Derfor handler en stor del af kommissionens betænkning om en operationel løsning på problemet. Man har valgt at beskrive ikke én lægerolle, men syv, hvor en er den medicinske ekspertrolle, mens de øvrige benævnes kommunikator, samarbejder, leder/administrator, sundhedsfremmer, akademiker og professionel. En god læge er altså ikke kun en god medicinsk ekspert, men også en god kommunikator etc. Hvad den kommende speciallæge skal lære og bedømmes på, bliver en række specialespecifikke kompetencer inden for alle disse syv roller.

Valget af kompetencer i introduktionsuddannelserne er interessant. Det er i denne del af uddannelsen, lægen skal finde ud af, om valget af speciale er rigtigt, ligesom »specialet« skal finde ud af, om lægen er noget for det. Alle erfarne speciallæger er stødt på læger, som var uegnede til pågældende speciale eller som læger i al almindelighed. En uegnethed, som kan være svær at beskrive præcist. Nu er der nedfældet, hvad man skal kunne, og i hvert speciale har man søgt at få inddraget det, som er uomgængeligt i netop det speciale. Det drejer sig selvfølgelig om en række instrumentelle færdigheder, men dertil kommer kompetencer som at kunne overse en akut situation, at håndtere den i samarbejde med andre, at påtage sig påkrævet ledelsesansvar, at kunne forklare sig, at kommunikere ordentligt og at kunne skabe tryghed. Det vil blive andre læger, vi får fremover, læger som er bedre rustet til at tage en række udfordringer op.