Skip to main content

Svar:

Læge, medicinsk direktør Jan Narvestad, Novartis Healthcare A/S. Læge, markedschef Lars Voldum, Novartis Ophthalmics. E-mail: lars.voldum@novartis.com

9. nov. 2005
2 min.

Grundlæggende bidrager medicinalfirmaer med økonomiske midler til to typer af forskning, set i bred forstand: 1) Regu-lære kliniske afprøvninger og 2) Systematisering af praktiske erfaringer med en given behandling med det formål at udvikle retningslinjer for anvendelsen i almindelig klinisk praksis.

De kliniske afprøvninger udføres - som det må formodes at være bredt kendt - efter strenge protokolforskrifter og efter behørig godkendelse af såvel myndigheder og etiske komiteer som af kyndige eksperter inden for det undersøgte terapiområde. Der udredes her i reglen et fastsat beløb pr. inkluderet patient til dækning af den pågældende afdelings ekstraomkostninger i forbindelse med studiet - sådanne udgifter andrager f.eks. undersøgelsesudstyr, personaleressourcer o.l.

Protokollerede kliniske undersøgelser adskiller sig væsentligt fra hverdagen, hvor klinikeren ikke har mulighed for at applicere inklusions- og eksklusionskriterier på de patienter, der søger kur og pleje. Derimod er det væsentligt for den arbejdende kliniker at have en erfaringsmængde at trække på, og for netop at opnå en konsensus om, hvad der inden for en given terapi må anses at være en passende modus operandi, etableres inden for flere specialer og subspecialer paneler af internationalt akkrediterede eksperter, der fastlægger retningslinjer til hjælp og støtte for klinikeren. Disse retningslinjer baserer sig på, hvad eksperterne med bl.a. udgangspunkt i resultater fra protokollerede klinisk kontrollerede undersøgelser vurderer som værende en relevant og rimelig samt etisk forsvarlig behandlingsstrategi.

Sådanne retningslinjer kan derfor på ingen måde afspejle, hvad de i terapien involverede lægemiddelfirmaer måtte have af særinteresser.

Det er som ved alt ekstraarbejde naturligt, at man får honoreret sit tidsforbrug. Eftersom sådanne panelmøder foregår udenlands, er det også udbredt skik, at man får dækket sin transport til mødet. Ud over disse rimelige honoreringer yder Novartis Ophthalmics ikke særlige bidrag til de omtalte panelmedlemmer.

Øvrig støtte fra Novartis Ophthalmics til efteruddannelse, kongresser og lignende bliver tildelt i overensstemmelse med reglerne udstukket af Nævnet for Medicinsk Informations-materiale samt jævnfør samarbejdsaftalen mellem Den Almindelige Danske Lægeforening og Lægemiddelindustriforeningen.

Interessekonflikt: Begge forfattere arbejder i Novartis.