> Svar: Kompetence og ansvar følges ad

I sin artikel om Lægekonsulenternes rolle i sociale sager giver Jens Røhling Bang (JRB) udtryk for sin manglende forståelse for de udmeldinger om dette emne, der er kommet fra Socialministeriet. Ifølge JRB ligger Socialministeriet under for velmenende speciallæger, emsige advokater, den offerdyrkende presse og det der er værre.

JRB ser tilsyneladende bort fra det faktum, at Socialministeriet har ret og pligt til at sikre overholdelse af lovgivningen og til at værne om borgernes retssikkerhed.

JRB giver en god beskrivelse af intentionerne med førtidspensionsreformen og den udviklingsorienterede sagsbehandling, men beskrivelsen af lægekonsulenternes rolle indeholder en række misforståelser. I bedste fald kan JRB’s fremstilling af lægekonsulentens rolle opfattes som udtryk for en oprigtig idealisme og i værste fald som udtryk for en »vi ved bedre«-holdning. Socialministeriet vil derfor kommentere en række af de synspunkter angående lægekonsulentens rolle, som fremgår af artiklen.

Kompetencen til at vurdere arbejdsevne og træffe afgørelse

Ifølge JRB oparbejder en lægekonsulent hurtigt kompetence til at give et kvalificeret bud på pensionsberettigelsen, som tilmed efterspørges af kommunen. Lægekonsulenten træffer ikke selve afgørelsen men giver en udtalelse til brug for den kompetente myndighed. Det er ifølge JRB den administrative virkelighed, så hvorfor ikke sige tingene som de er?

Der skal naturligvis ikke herske tvivl om, at lægekonsulenter og læger i det hele taget er vigtige samarbejdsparter for kommunen i bl.a. sager om førtidspension. Men det er nu engang kommunen, der har kompetencen til – og ansvaret for – at træffe korrekte afgørelser. Da de helbredsmæssige forhold alene er et delelement i det samlede dokumentationsgrundlag, er det vel åbenbart, hvorfor hverken den undersøgende læge eller lægekonsulenten kan være kompetent til at udtale sig om f.eks. pensionsberettigelse. Jobkonsulenten med viden om arbejdsmarkedet kan jo heller ikke vurdere borgerens arbejdsevne, uanset hvilke kompetencer en sådan konsulent opnår gennem sit arbejde. Det er nu engang den kommunale sagsbehandler, der skal foretage den socialfaglige helhedsvurdering af arbejdsevnen.

Men hvad er så lægekonsulentens rolle? Lægekonsulenten har en rådgivende funktion i forhold til opbygningen af det helbredsmæssige dokumentationsgrundlag. Lægekonsulenten kan vurdere den kliniske sygdomsbeskrivelse – herunder tage stilling til om der er sammenhæng mellem de objektive fund og de subjektive klager – og tage stilling til, om der er behov for yderligere oplysninger. Lægekonsulenten kan også vurdere, om en bestemt type arbejdsprøvning givet den helbredsmæssige situation vil gøre mere skade end gavn.

Lægekonsulenten er ansat af kommunen i en rådgivende funktion og må ikke foretage sine egne undersøgelser eller lave sin egen diagnosticering af de helbredsmæssige forhold, og kan af samme årsag ikke foretage vurderinger af de helbredsmæssige forhold, der er i strid med det i øvrigt foreliggende dokumentationsgrundlag. Hvis lægekonsulenten ikke mener, sagen er tilstrækkeligt belyst, eller at der ikke er sammenhæng i oplysningerne, må de nødvendige oplysninger indhentes.JRB’s fremstilling af lægekonsulentens rolle synes styret af et ønske om at give lægekonsulenten det afgørende ord i diskrepanssager, hvor der ikke er overensstemmelse mellem de objektive fund og de subjektive klager. Socialministeriet er enig i, at disse sager er vanskelige at håndtere, men igen må det fremhæves, at dokumentationen vedrørende de helbredsmæssige forhold skabes af de læger og speciallæger, der undersøger borgeren. Netop derfor er det vigtigt, at såvel de praktiserende læger som speciallæger ikke ser det som et mål at »bakke op om borgernes krav« med »velmenende og mere eller mindre kompetente vurderinger af erhvervsevnen«, som JBR malende beskriver det. Derfor har Socialministeriets vejledninger i ligeså høj grad været begrundet i et behov for at beskrive den praktiserende læges/ speciallæges rolle i sager om førtidspension, idet lægen heller ikke har kompetence til at vurdere f.eks. pensionsberettigelsen.

Ankesystemet er ikke til for at løse lægefaglig uenighed

Ifølge JRB er de »uundgåelige uenigheder« mellem lægekonsulenten og de erklæringsudstedende læger ikke noget problem, da der i ankesystemet kan tages stilling til, hvem der har ret. Efter Socialministeriets opfattelse er det ikke et godt argument for en bestemt tilrettelæggelse af sagsbehandlingen, at fejl altid kan rettes. Sagsbehandlingen skal tilrettelægges med henblik på at sikre korrekte og dokumenterede afgørelser ved 1. instans, som er kommunen.

Kravet om dokumentation skaber åbenhed i forvaltningen

Tilbage er så spørgsmålet om, hvorvidt Socialministeriets udmeldinger fører til, at lægekonsulentens kompetence i stedet anvendes uofficielt, sådan som JRB hævder. Som det vel tydeligt fremgår af dette indlæg, er det Socialministeriets hensigt at sikre en socialfaglig helhedsvurdering, der er tilstrækkelig dokumenteret. Med førtidspensionsreformen er der stillet en lang række krav til dokumentationsgrundlaget for behandlingen af sager, der indebærer en vurdering af arbejds- evnen. Kravet til begrundelse af afgørelsen og det bagvedliggende dokumentationsgrundlag fører efter Socialministeriets opfattelse til, at det bliver meget vanskeligt at be- grunde en afgørelse uden den behørige og officielle dokumentation.

Endelig skal det bemærkes, at Socialministeriet ikke har udtalt, at det er forbudt for lægekonsulenten at afholde en samtale med borgeren. Socialministeriet er desuden enig med JRB i, at lægekonsulenten ikke kan gardere sig mod, at borgeren fremkommer med diagnostisk signifikante oplysninger. Dette må blot ikke føre til, at lægekonsulenten gennemfører sine egne undersøgelser eller stiller egne diagnoser. Lægekonsulentens gode indsigt og erfaring skal i stedet bruges til at rådgive kommunen, således at de fornødne oplysninger bliver indhentet. Socialministeriets vejledning er altså ikke udtryk for »følgagtighed«, men er begrundet i et behov for at præcisere, hvordan kompetence og ansvar for at træffe afgørelser skal følges ad.