> Svar: Ministeren har en pointe, men ...

Ministeren har en pointe i, at reglerne om det udvidede frie sygehusvalg ikke er det samme som en behandlingsgaranti. Det noterer vi os, og vi beklager det forkerte ordvalg. Men vi står ikke alene med den forkerte brug af ord. Den ulykkelige verserende sag om kræftpatienters ventetid på strålebehandling viser med stor tydelighed, at det er en almindelig fejltagelse i befolkningen at forveksle ventetidsgaranti med behandlingsgaranti. Det er selvfølgelig ikke hensigtsmæssigt. Patienterne har i stedet brug for patientrettigheder, som de kan forstå, og som reelt får systemet til at anstrenge sig og prioritere rigtigt.

Den nuværende ventetidsgaranti, hvor patienten har et reelt valg uanset sygdommens sværhedsgrad, vil trække i retning af at prioritere mindre komplicerede lidelser på bekostning af de livstruende. Sundhedsvæsenet skal tvinges til at ændre prioriteringen af det mindre komplicerede. Det frie sygehusvalg har haft en god indflydelse og har medført en effektivisering og øget produktion. Men regeringen efterlyser selv i oplægget til en kvalitetsreform, at den ikke ønsker mere af samme slags, og en nedsættelse af fristen på de to måneder til én måned bærer umiskendeligt præg af »mere af samme slags«. Ressourcerne kunne anvendes bedre til gavn for de patienter, der har et akut behov, mens patienter, der har gavn af det udvidede sygehusvalg, er godt hjulpet af to-månedersgrænsen.

Grundlæggende er vi ikke tilhængere af meget firkantede bestemmelser om udvidet frit valg efter én eller to måneder. Det er ikke sagligt begrundet. Vi anerkender, at de er let forståelige, men det er populisme. Man burde i stedet have graduerede frister. Det har andre lande introduceret, således at der indgår et lægeligt skøn i, hvor alvorlig en lidelse er, og hvor meget det derfor haster med at få patienten i behandling. Vi kan anbefale ministeren at studere det norske system, som netop opererer med »retten til nødvendig behandling inden for bestemte tidsfrister, som er tilpasset individet«.

Men hensyn til forebyggelsen peger ministeren i sit svar på et aspekt, som for mig - og jeg tror også for de øvrige beskæftigede i sundhedssektoren - er ganske nyt. Det er jo interessant, hvis de to måneder (som bliver til én) først skal regnes fra det tidspunkt, hvor indsats for forebyggelse har været forsøgt.

Dermed gælder reglen øjensynligt ikke for overvægtige eller rygere, hvis der er fagligt belæg for, at det er farligt at gennemføre en operation. Mens det er noget mindre uklart, hvis der er fagligt belæg for, at resultatet bliver bedre af rygestop eller vægttab. Det er vigtigt, at der er ensartede retningslinjer på dette område. Derfor bør ministeren tage initiativ til, at Sundhedsstyrelsen vejleder sundhedsvæsenet om, hvornår forsøg på rygestop, vægttab eller lignende skal forsøges, inden det udvidede frie sygehusvalg træder i kraft.