Skip to main content

Svar og åbent brev til Sundhedsstyrelsens Patientklagenævn

2. nov. 2005
2 min.

Klagesager er vigtige fordi vi i Sundhedsvæsenet gerne vil rette vore fejl, lære af dem og sikre en patient en erstatning hvis betingelserne er til stede. Det gælder både de uformelle klager, og de klager, vi modtager fra Sundhedsstyrelsens Patientklagenævn.

Michael Kosteljanetz stiller det aktuelle og relevante spørgsmål: Hvem har ansvaret, når vi ikke kan undersøge og behandle patienter på grund af manglende ressourcer? Vi kender næsten alle problemet, som vi møder, når vi visiterer henvisninger. Hvad gør vi, når vi ikke kan leve op til kravene? Den første tanke er selvfølgelig at henvise patienten til en kollega, der har plads og som vi har pligt til, men på de fleste områder er dette ikke muligt - kollegaen er nemlig i samme situation som vi. Det er selvfølgelig godt, at der er garanti for behandling af nogle alvorlige sygdomme, men hvad med de patienter, der har en svær evt. livstruende sygdom, og som ikke kom med på listen? Hvad med fx en svær astma-patient, der skal vente op til 4 mdr. på at komme til speciallæge, eller en patient med uspecifikke tarmsymptomer, som ikke er henvist pga. mistanke om kræft, men som viser sig at have det alligevel?

Derfor er Michael Kosteljanetz' spørgsmål meget relevant: hvem har ansvaret før og når det går galt? Det er det, vi som chefer spørger os selv om, og som vi et par gange om året spørger vore ledere om. Svaret synes klart: vi har ansvaret. Men kan det virkeligt være rigtigt? Mon ikke tiden er inde til at få det prøvet ved en domstol? Derfor er Michael Kosteljanetz' spørgsmål så uhyre vigtigt og må ikke forblive ubesvaret. Spørgsmålet kræver et svar af højeste kvalitet. Det fik han ikke.

Ledere af hospitalsafdelinger kender brevene fra Sundhedsstyrelsens Patientklagenævn/embedslægerne på kuverten, fordi vi ved, at nu skal vi inden for 2 uger levere et stort arbejde i form af en fuld redegørelse om sagen, kopiere journaler, samle udtalelserne og svare nævnet/embedslægerne. Det gør vi selvfølgelig gerne, fordi det er god forvaltning.

Vi forventer derfor også en tilsvarende god forvaltning fra Sundhedsstyrelsens Patientklagenævn - herunder fyldestgørende svar på relevante spørgsmål, som en klinikchef tager sig tid til at stille åbent. Vi vil opfordre Agnes Hauberg til at give Michael Kosteljanetz det svar, han fortjener.

Vi kan garantere, at det vil blive studeret af mange andre!

Frederiksberg, Flemming Madsen

Bispebjerg, Henrik Harling

SVAR