Skip to main content

Svar til Sven Felsby: Tørklæder er ikke uskyldig mangfoldighed

Antropolog Britta Mogensen, Kvinder for Frihed, E-mail: britmo@city.dk

12. jun. 2006
2 min.

Man kan uden tvivl arbejde professionelt som læge, uanset om man er hyllet ind i det ene eller det andet, men hvis patienten skal (have ret til at) slippe for at skulle forholde sig f.eks. til lægens religiøse underkastelse, må denne fremtræde neutral. Jeg kan forstå, at det ikke er nogen selvfølge, men at jeg indtil nu bare har været meget heldig.

At arbejde for, at alle kvinder, uanset nationalitet, oprindelse, hudfarve og religion, skal have nøjagtig samme muligheder og rettigheder som etnisk danske kvinder, har jeg meget vanskeligt ved at se det komiske i. Jeg ser heller ikke noget komisk i kvindehenrettelse, drab på pigespædbørn, tvangsægteskab, voldtægt, vold eller andre overgreb - som kvinder ikke blot globalt, men for de fleste overgrebs vedkommende også i vores land udsættes for - hver dag.

Indhylning af børn og kvinder er ikke nogen uskyldig »mangfoldighed«. Når små piger tvinges i denne beklædning, er de udsat for et psykoseksuelt overgreb. For kvindernes vedkommende betyder tørklædet, at de kan kendes som de rene, mens deres ikkeindhyllede medsøstre bliver de urene, dvs. de lettilgængelige. Den århusianske imam Raed Hlayhel har udtalt, at ikkeindhyllede kvinder selv er skyld i, hvis de bliver voldtaget. Denne tankegang udspringer af sharia-lovgivningen, ifølge hvilken kvinder straffes hårdt for de forbrydelser, der bliver begået imod dem. Kvindeundertrykkelsens eksplicitte udtryk er tørklæder, hijab, burkaer, net for øjnene, næb for ansigtet, uldsokker, tunge travesko, eller som talibanerne forlangte: Sko med bløde såler, så mændene ikke kunne høre og seksuelt lade sig distrahere af en kvindes trin. Disse misogyne krav ser Sven Felsby tilsyneladende som en berigelse og hylder og byder dem velkommen i et vestligt land, hvor kvinderne har kæmpet for ligestilling og frigørelse i mange årtier. Er tørklædet et frit valg? Tja, hvis man er enig med imamen Hlayhel, kan det vel nok kaldes frit.

Sven Felsby burde læse Den Europæiske Menneskerettig-hedsdomstols bemærkninger om tørklædet i Sahin v Turkey, appl. 44774/98. Det kunne måske også hjælpe ham til at se, at der er alternativer mellem indhylning og nøgenhed.

En læge har i øvrigt oplyst mig om, at det er forekommet, at personale på danske sygehuse er blevet tilrettevist, advaret eller endog afskediget for at bære deres kristendom for meget udenpå i omgangen med patienter. Tog Sven Felsby monstro til genmæle i den anledning?