Skip to main content

Swane CE, Blaakilde AL, Amstrup K, eds. Gerontologi. Livet som gammel - en tværfaglig lærebog i gerontologi

København: Munksgaard, 2002. 288 sider. Pris 278 kr. ISBN 87-628-0302-6 Mikkel Vass

2. nov. 2005
2 min.

Bogen er et led i en Munksgaard-serie, hvor tidligere emner er: Psykiatri, Mikrobiologi i sygeplejen, Farmakologi for sygeplejestuderende, Sygepleje i primær sundhedssektor og Sundhedspleje. Bogen er skrevet til studerende og lærere på videregående uddannelser, og skal bidrage til at styrke gerontologisk interesse i uddannelserne og dermed grundlaget for det professionelle arbejde med ældre. Bogens hensigt er at gå balancegangen mellem det alment menneskelige, som hører aldringen og (ældre)livet til, og samtidig belyse det særlige i de behov, som det enkelte gamle menneske kan have i forbindelse med svækkelse og sygdom. Bogen går ikke i dybden med specifikke sygdomme og behandlingsrelaterede spørgsmål, hvor der henvises til en bog, som er under udgivelse i samme serie.

Denne tværfaglige lærebog har fokus på humanistisk orienteret ældreforskning, hvor redaktørerne har valgt 22 forfattere og 23 kapitler til belysning af aldring og livet som gammel. Bogen er derfor præget af forskellige sproglige stilarter og meget forskellig tilgang til de mange væsentlige emner.

Kapitlerne er delt op i tre afsnit. De første fører læseren ind i gerontologien. Gamle menneskers hverdagsliv, aldring og demografi, aldringskurver og livsløb. De følgende kapitler handler om gamle menneskers levevilkår og professionelle fagfolks betydning og handlemuligheder (ældrepolitik, omsorgsnetværk, familieroller, aldring og etnicitet, boligen, pleje og omsorg, tænder og kost). Dernæst følger kapitler om gamle mennesker psykiske sundhed og trivsel herunder seksualitet og kognition, og betydningen af den enkeltes tidligere livshistorie.

Derefter kapitler med fokus på kroppen, svækkelse, træning, funktionsevne, muligheder for aktiv udfoldelse og genoptræning, og en kritisk belysning af gerontologers forestilling om at en aktiv alderdom er den rigtige. Endelig afrundes med vores postmoderne kulturs forhold til døden, og sprogbrugens betydning for vores opfattelse af alderdom.

Selv om bogens målgruppe ikke er klinikere, er opdateret gerontologisk viden også i den medicinske profession en forudsætning for et godt tværfagligt samarbejde. Som underviser for vordende praktiserende læger har jeg været glad for at læse bogen. Den kan anbefales i små portioner (ikke 23 kapitler i et stræk) til alle med interesse for gamle mennesker, og alle som underviser om emnet.