Skip to main content

Sygehuslæger skal lære at tage ansvar

Speciallæge i arbejdsmedicin Bernadette Guldager leverer en gang om måneden en klumme baseret på hendes erfaringer fra Kollegialt Netværk. E-mail: BernadetteGuldager@dadlnet.dk

1. jun. 2011
2 min.

Baseret på mine erfaringer som konsulent ved Kollegialt Netværk for Læger er lægen en robust person, som via en fin studentereksamen opnåede adgang til universitetet. Men hele uddannelsesforløbet til læge og siden speciallæge udvikler desværre nogle læger til solister, der har svært ved at gå ind i et fællesskab. Det vil jeg beskrive her.

På universitetet var der et tidvist ensomt nomadeliv med mange eksamener. Så fulgte endnu et skemalagt program. Lægen måtte vandre alene rundt som en anden nomade på forskellige sygehusafdelinger. Årsagen var, at lægen skulle samle point mhp. at blive speciallæge. Men som nomade fik lægen ingen væsentlig tilknytning til afdelingernes øvrige læger, da lægen blot skulle opholde sig få måneder på de enkelte afdelinger. Derfor orkede hverken lægen eller de faste læger på afdelingen at involvere sig. Da nomadelivet var slut, blev lægen ansat som overlæge på et sygehus.

Det individualistiske nomadeforløb har formentlig medvirket til, at nogle læger har udviklet sig til solister, som ikke er i stand til at løfte i flok. De mangler sociale færdigheder og fællesskabsfornemmelse i relation til en arbejdsplads. Denne adfærd står i kontrast til vores samarbejdspartnere på sygehuset, som synes at kunne samarbejde i større omfang.

Nogle læger mangler et omsorgsgen til brug for at hjælpe deres nødstedte kollegaer, som har private eller arbejdsmæssige problemer. De hårde ulve hjælper ikke den nødstedte blødende og ensomme ulv, som snøftende er isoleret fra fællesskabet i afdelingen. Og den nødstedte, aggressive og ensomme læge, der bider ad alt og alle på sin vej, fjerner sig også fra fællesskabet. Alt imens de brokkende ensomme ulve, brokker sig over alt og alle, der ikke gør tingene godt nok (i modsætning til dem selv naturligvis). Brokkerøvene går rundt med halen mellem benene, om og om igen, på den negative måde og producerer dårlig energi til fællesskabet.

En påstand er, at årsagen til, at nogle læger føler sig ensomme, er, at de er blevet ofre i et system, hvor man ikke har lært at tage ansvar for et fællesskab. Desværre har lægers manglende sociale færdigheder en negativ indflydelse på arbejdsmiljøet, og derved også på fagligheden på afdelingen. Sygehusene opfordres til at arrangere kurser for at sikre, at læger opnår flere samarbejdskompetencer. Lægerne bør trænes i at tage ansvar og være positivt handlingsorienterede med fokus på fællesskabet, fagligheden og arbejdsmiljøet. Hvordan lærer man at medvirke ansvarligt til, at en sygehusafdeling kommer til at fungere passende, ikke mindst på et tidspunkt i historien, hvor det danske samfund er præget af finanskrise, rationaliseringer og fusioner af afdelinger?