Skip to main content

Syrisk sundhedspersonale må ikke behandle oprørere

Mette Berg Christiansen. Medlem af Amnesty Internationals danske lægegruppe. E-mail: metbe@stud.ku.dk

20. jan. 2012
3 min.


INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

Syriens regering har i mange år været kritiseret for sin omfattende brug af tortur til afhøring af modstandere af regimet. En for nylig offentliggjort rapport udarbejdet af Amnesty International finder ikke blot et øget omfang af denne tortur, men ydermere, at regeringen nu aktivt anvender landets hospitaler og sundhedspersonale til at hindre behandling af formodede oprørere og udøve tortur på disse.


I rapporten beskrives, at overgreb på, tortur af, og undladelse af behandling af patienter, som mistænkes for at være oprørere, foretages af både militært sikkerhedspersonale og sundhedspersonel på hospitalerne. I nogle tilfælde er sundhedspersonalet blevet presset til at afstå fra behandling af frygt for deres eget liv, hvis de modsatte sig ordrer. I andre tilfælde har sundhedspersonalet klart tilsidesat neutralitetsprincippet og udøvet vold mod patienter eller undladt at behandle med henvisning til, at de var oprørere. Kun i to tilfælde er der blevet rejst sag mod de ansvarlige behandlere.

Moralsk dilemma


Sundhedspersonalet fra flere forskellige hospitaler beretter om hindringer, når de forsøger at behandle patienter, som mistænkes for at tilhøre oppositionen. Det drejer sig både om ambulancetransport, som forsinkes af gentagne kontroller, og om overflytning af patienter til militærhospitaler med henblik på forhør uden den behandlende læges samtykke hertil, og uden at patientens tilstand er stabil. Endvidere rapporteres det, at nødvendige dele af behandling, f.eks. blodtransfusion, ikke kan gennemføres på grund af manglende forsyning heraf. Ved blodtransfusioner stilles behandleren ydermere i et moralsk dilemma, idet hospitalerne er blevet pålagt at anmelde modtageren af blod til regeringen. Behandleren kan således vælge at efterkomme dette og risikere at sætte patientens liv i fare eller undlade dette og derved sætte sit eget liv i fare.


Frygten for, at behandlere sætter deres eget liv i fare, hvis de modsætter sig regeringens ordrer, er ikke ubegrundet. Der er registreret gentagne tilfælde af arrestationer, vold mod og tortur af sundhedspersonale. Nogle er blevet arresteret for at have behandlet patienter uden at indgive oplysninger om dem til regeringen, som det er blevet pålagt hospitalerne, andre for at deltage i ikkevoldelige demonstrationer, eller fordi de mistænkes for at videregive oplysninger om overgreb foretaget af syriske sikkerhedsstyrker.

Breve fra danske læger


Situationen er blevet tiltagende alvorlig gennem de seneste måneder, hvorfor Amnestys danske lægegruppe opfordrede læger til at sende breve til den syriske regering. Mange danske læger fulgte straks opfordringen og har siden hen modtaget svar fra regeringen. Mange har også modtaget breve med posten fra undervisningsministeren, som er ansvarlig for universitetshospitalerne, og som i disse understreger, at Syriens hospitaler tilstræber at distribuere sundhedsydelser ligeligt uafhængigt af race, køn eller politisk overbevisning. Ministeren lover samtidig, at de aspekter af behandlingen, som nævnes i lægernes breve, vil blive undersøgt. I sit brev har ministeren dog udelukkende forholdt sig til universitetshospitalerne og kommenterer ikke på de hospitaler, som undersøgelsen er foretaget på baggrund af.


Den danske lægegruppe har derfor på ny rettet henvendelse og bedt den syriske Minister of Higher Education om, at forholdene også undersøges på disse hospitaler og opfordret ministeren til at inddrage sundhedsministeren og forsvarsministeren heri. Situationen er fortsat alvorlig, og der er fortsat behov for det internationale samfunds bevågenhed, således at der også fremadrettet lægges pres på regeringen for at rette op på forholdene på landets hospitaler. Rapporten, som blev udarbejdet af Amnesty International om forholdene på de syriske hospitaler, kan downloades her:


http://www.amnesty.org/en/library/info/MDE24/059/2011/en