Skip to main content

Systemets ulidelige arrogance eller hvordan nogle medicin-tilskud virker

Alment praktiserende læge Kirsten Søndergaard, Havdrup, E-mail: kms@it.dk

17. aug. 2007
3 min.

Det drejer sig om tilskud til demensmedicin og kronikertilskud, og hvordan der er i grænsefladen mellem borger og tildeling af tilskud.

Ordningerne med tilskud til demensmedicin og kronikertilskud ser umiddelbart meget gennemarbejdede og fornemme ud. Man skal blot som dement eller som kronisk syg borger bede sin læge om at ansøge om disse tilskud i Lægemiddelstyrelsen.

Tilskuddene skal genansøges med jævne mellemrum. Den demente skal bare huske at bede lægen om at genansøge tilskuddet ca. med halvandet års mellemrum!

Når den demente skal bestille sin medicin, er det i rigtig mange tilfælde personalet i hjemmeplejen eller på plejehjem, der genbestiller, i få tilfælde er det raske pårørende. Omsorgspersonalet bestiller naturligvis den medicin, som den demente borger plejer at få, og som de oplever hjælper den demente borger.

Lægen tager selvfølgelig stilling til, om medicinen skal genudleveres.

Apoteket udleverer den medicin, lægen ordinerer. Men her kommer den barske virkelighed til syne. Når tilskuddet er udløbet, går hele regningen nemlig til den demente. Det er typisk 1.000-2.000 kr. eller mere for en måneds forbrug.

Måske er der ingen opmærksomme pårørende, der opdager det. Måske er den dementes apotekerregning tilmeldt PBS. Andre omsorgspersoner har ikke indsigt i de dementes økonomi. Måske opdager de pårørende fadæsen. Det sker, at jeg som praktiserende læge har ophidsede pårørende stående, de vil have en forklaring på de enorme medicinregninger, der pludselig kommer.

Måske vil nogen sige: den demente kan da bare selv holde øje med det og huske at ansøge en gang om året. Hm, hvorfor var det nu lige, at dette menneske skulle have denne medicin? Tjah, jeg mener, de nærmeste til at oplyse om det snart udløbne tilskud må være Lægemiddelstyrelsen, som kunne sende brev til borgeren om, at tilskuddet snart udløber, ligesom de gør med kronikertilskuddet.

Eller apoteket, der i forvejen oplyser om det almindelige tilskud på bonen. Det ville være nemt for omsorgspersoner lige at kaste et blik på denne bon.

Kronikertilskuddet har man ret til, hvis ens medicinforbrug ligger over et vist højt niveau. På trods af, at det er en ret, man har, skal der ansøges om det i Lægemiddelstyrelsen. Der er en del demente, der også har ret til kronikertilskud. Hvem husker det? Hvorfor sker det ikke bare automatisk, ligesom med de øvrige almindelige tilskud op til 85%?

Når kronikertilskuddet udløber, sender Lægemiddel-styrelsen brev til borgeren i god tid om, at det er tid til evt. genansøgning!

Konklusion: Som så mange andre steder er det de kloge, der kan klare sig i systemet. Grænsefladen mellem dement borger og tilskudssystemet er slet ikke gennemtænkt og sat på skinner. Der er ingen, der ved, hvem der skal gøre hvad eller holde øje med hvilke ting.

Aktørerne er den demente, omsorgspersoner i hjemmepleje og på plejehjem, herunder det nye fænomen demenskoordinatoren, praktiserende læger, ambulatorielæger, apotekere og sidst, men ikke mindst Lægemiddelstyrelsen, der sidder inde med alle relevante data.

Lægemiddelstyrelsen har data, der kan sige: »Næste gang der skal udskrives recept på dette, er tilskudsperioden udløbet«, de bruger dem til kronikerne, men ikke til de demente.