Syv dages indlæggelse - syv dages trængsler

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

Beretning om syv dages indlæggelse på Odense Universitetshospital i januar 2011. Læseren skal opfatte det som en kritik af det danske sygehusvæsen bl.a. med forslag til optimering af kerneydelsen (herunder patientpleje og empati) og af arbejdsvilkårene for sygehuspersonalet.

Undertegnede, tidligere thoraxkirurgisk overlæge på Odense Universitetshospital, blev indlagt den 8. januar 2011 pga. akutte vejrtrækningsproblemer. Angsten for ikke at kunne få luft var fremherskende. Jeg blev lagt på Akut Modtage Afdeling (AMA) på en firesengsstue. Efter udredning med ekg, ekkokardiografi, spiralcomputertomografi af lungerne og blodprøver mente man, at methotrexatbehandlingen af min grundsygdom havde medført en ødelæggelse af iltoptagelsesevnen. I de to døgn jeg lå på AMA oplevede jeg ti forskellige medpatienter, en hoben pårørende, masser af sygehuspersonale og et inferno af larm, lys og unødvendig uro. Mht. selve AMA har jeg sjældent set så få sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter (SOSU'er) arbejde så meget.

Søvnløs i larmen

Jeg sov i øvrigt ikke i de to døgn, jeg var indlagt på AMA, blandt andet pga. larmen og lyset. En yngre kvindelig medpatient med massiv hovedpine og akut opstået synstab led voldsomt i disse lyd- og lysomgivelser. Lægerne fra min akutsygdoms- og min grundsygdomsafdeling talte ikke grundigt med mig bl.a. pga. manglende tid. Det kræver tid at informere, specielt hvis man ikke magter det til fulde. Flere læger benyttede i øvrigt uheldige vendinger på dette tidlige stadium (»ødelæggelserne af lungerne nok kroniske«, »iltbehov fortsat«, »pletter på lungen, som man ikke kan udelukke er maligne!«). Behandlingen havde man konfereret med overlægebagvagten, som dog ville vente med højdosis binyrebarkhormon til efter weekenden. Det forekom mig desuden uacceptabelt, at jeg selv skulle tage stilling til, hvilken stamafdeling jeg skulle tilhøre. Det var underforstået, at ingen af de to afdelinger havde plads. Mit eget valg var logisk nok akutsygdomsafdelingen. Jeg blev på den nye afdeling modtaget af en kontant sygeplejerske, som oplyste, at hun var min kontaktsygeplejerske (jeg havde ingen praktisk kontakt med hende før ved udskrivelsen). Hun undskyldte, at det elektroniske patientjournal-system »var nede«. Det var således begrænset, hvad man vidste om mig. På min tosengstue lå en diagnostisk uafklaret afrikansk mand med høj feber, opkastninger og hoste. Under indtryk af min egen situation (immundeprimeret af prednisolon, enbrel og methotrexat) var jeg lidt urolig for, hvilken sygdom, han kunne lide af. Også denne afdeling var svært underbemandet, ikke mindst aften og nat, hvor der desuden var en infernalsk støj, dørene til stuerne blev ikke lukket, og lyset på gangen blev ikke slukket. Den følgende morgen blev jeg sendt i bad trods stort behov for ilt.

Pludselig smittefare

Efter en anstrengende time kom jeg tilbage til min stue blot for at erfare, at min nabo netop havde fået konstateret åben tb. Dette krævede »sterilisation« af stuen, tøj, alle genstande på stuen herunder også undertegnede, hvilket medførte yderligere træthed oveni den nu opståede angst for at være blevet smittet med tb samt et ufrivilligt ophold på gangen i kørestol i halvanden time klædt i underbukser, slåbrok og sokker, mens stuen blev steriliseret. Sygeplejersken havde sagt til mig, at jeg skulle kalde, når jeg var færdig, hvilket jeg desværre havde overhørt. Jeg fik derfor at vide, at det »så ikke var underligt, at det var gået, som det var«. For mig at se blev der ikke taget hånd om mig, fordi der foregik undervisning af personalet ved en repræsentant. Både min kontaktsygeplejerske og den ovennævnte sygeplejerske var til denne undervisning. Jeg fik ingen egentlig undskyldning over at være blevet udsat for unødvendig smitte (ved min kritik senere af den forhastede indlæggelse på en stue med en diagnostisk uafklaret patient, som meget vel kunne have en infektionssygdom, blev det blankt afvist, at man kunne have undgået det indtrufne, hvis det elektroniske patientjournal-system havde fungeret, samt hvis man havde udvist omtanke og ikke haft et enormt hastværk).

Ikke tid til omtanke

Det er tydeligt, at man under de nuværende forhold og med den tid, der er til rådighed, ikke mestrer helt basale ting såsom at tænke sig om og informere. Foruden for få sygeplejersker er årsagen måske også organisationen: Det var umuligt at undgå at høre, at undervisning, randomisering af patienter i projektsammenhæng, skriftligt arbejde herunder planlægning af undervisning af sygeplejersker samt flere andre ikkekliniske opgaver blev udført i dagtiden. Man kunne med fordel have ønsket de selvsamme sygeplejersker ude på stuerne til at lave kerneydelsen: plejen af de syge. Læger har aldrig fået penge for at undervise eller blive undervist i dagtiden. Den videnskabelige indsats foregår meget sjældent i dagtiden. Dette er bestemt ikke hensigtsmæssigt og burde være anderledes, men i tider med økonomisk smalhals, afskedigelser, for lidt personale osv. er det ikke hensigtsmæssigt, at sygeplejerskerne skal forfølge deres trang til akademisering og samtidig få løn derfor. Den ansvarlige overlæge var god og gav sig tid til information på en mere heldig facon end førnævnte læger. Efter syv dage kunne jeg undvære ilt i hvile, og efter fem timer uden ilt blev jeg fysisk testet med nærbesvimelse efter 100 m gang (iltmætning 84). Ikke desto mindre blev jeg - imod tidligere lovning på at måtte blive weekenden over - planlagt udskrevet samme dag. Angsten for ikke at kunne få luft hang stadig i mig, og hjemmeilt som evt. rescue var udelukket. Der skulle skaffes plads til flere patienter fra regionen, så det var enten hotellet eller hjem. Jeg fik fire forskellige forklaringer af fire forskellige sundhedspersoner. Nettoresultat: ud med patienten. Til sidst kom en overlæge med sans for enkelte, men elegante løsninger: udskrivelse på orlov med rescue-iltbombe, medicin ordineret frem og medfølende ord med på vejen. Da jeg kl. 18.30 i hospitalstøj og kørestol passerede min kontaktsygeplejerske, som jeg ikke havde været i kontakt med under indlæggelsen, bemærkede jeg det og fik svaret: »Enhver ved, at kontaktsystemet ikke fungerer!«. Sådan!

Kontaktsystemet fungerer ikke

Lad mig konkludere: Tiden ofret på patienter og pårørende er for knap. Engagementet og den kliniske indsats fra sygeplejerskernes side er for lille pga. for lidt personale og en forfejlet organisation. Således er der ikke råd til aflønnet (i arbejdstiden) akademisering af sygeplejersker eller andre. Dette samt et stigende tidsforbrug ved diverse maskiner, pc'er etc. medfører en distancering fra patienterne. Et kontaktsystem, som ikke fungerer, er værre end intet system. En velfungerende kontaktordning ville kunne være med til at reducere mængden af utilsigtede hændelser og reducere anmeldelserne til diverse klageinstanser grundet bedre information. En presset organisation burde efterlyse fleksible løsninger, hurtig planlægning og evne til omskift i en fart, netop det, som den sidste overlæge udviste så glimrende. Overlægestuegang i weekenden må være påkrævet. Min højdosis steroidbehandling kunne således må ske være påbegyndt flere dage før, og hvem ved, måske med bedre effekt end tilfældet blev. Derudover vil det være en aflastning for personalet, sikre effektiviteten og bedre informationsmulighederne og dermed den psykiske stabilitet hos patienterne og de pårørende.

Mit endelige resultat: Tre ret ubehagelige måneder senere konstateredes en lidt bedre lungefunktion og ingen tb eller lungekræft. Dette samt de få positive oplevelser på Odense Universitetshospital er ikke nok til at slette det triste helhedsindtryk, jeg har fået af et sygehusvæsen med manglende økonomi, talentløse løsninger også fra administratorernes side og følelsesmæssig distancering fra personalet til patienterne, alt sammen bl.a. pga. katastrofal mangel på tid.