Tag godt imod uddannelse

Nummer 21 (17. maj 2004) af Ugeskrift for Læger var et temanummer, der handlede om uddannelse og de ændringer, der i de senere år er sket inden for medicinuddannelsen i Danmark. Det er væsentligt, at uddannelse kommer i centrum, og at man inviterer til forskning, udviklingsarbejde og erfaringsudveksling. Det bliver spændende at følge. Nye studieordninger og særligt speciallægereformen har betydet, at der er sat fokus på redskaber og metoder, der kan medvirke til at virkeliggøre de mål, der er sat. I lederen i samme nummer argumenteres der for, at det er vigtigt at arbejde med uddannelse, og der opfordres til, at man positivt går ind i det arbejde. En opfordring jeg nu vil tage op ved at komme med en tilføjelse til de perspektiver, der ridses op i omtalte leder.

Jeg mener, at det er nødvendigt at tilføje det aspekt, der handler om værdier og holdninger, om at tage stilling til de udfordringer professionen står overfor. Denne diskussion har stor betydning, når man arbejder med uddannelse.

I omtalte nummer understreges det i lederen, at der er behov for forbedring af metoder til at beskrive, at evaluere etc. Og lederen stiller det spørgsmål »Forandring til det bedre. Men ved vi altid hvad der er bedst? og svaret må hentes i forskningen. Mange forandringer bygger på empiri, men også medicinsk pædagogik må i stigende grad være forskningsbaseret. Der er derfor et stort behov for på videnskabelig baggrund at undersøge, hvilke metoder og læringsrammer der er bedst på de forskellige niveauer af den lægelige uddannelse (...)«

Jeg er meget enig i, at det er vigtigt, at der forskes i måden at uddanne inden for medicin. Det er en vigtig forudsætning for at kunne gøre det bedre, at man forstår, hvad der sker i medicinuddannelsen. Jeg mener dog ikke, at videnskabelig forskning alene kan tilvejebringe grundlaget for det videre udviklingsarbejde. Udviklingsarbejde baserer sig ikke på videnskabelige fakta alene. Uddannelse er en menneskelig aktivitet og indlejret i en social og historisk kontekst og som sådan ikke neutral og værdifri. Det er vores udgangspunkt, og derfor må vi til spørgsmålet »hvad er bedst?« tilføje yderligere et spørgsmål: »hvad er det vi vil?« Det er væsentligt, at dette aspekt også bliver tilføjet arbejdet med medicinsk pædagogik. Hvis man glemmer at stille dette sidste spørgsmål, kan resultatet blive, at medicinuddannelsen forbliver uændret. Man kommer kun til at forbedre og optimere det eksisterende, og fokus for arbejdet bliver på at finde metoder og redskaber til af forfine den så at sige.

Man må inden for medicinsk pædagogik ikke glemme at analysere og diskutere, hvad det er for udfordringer, vi står overfor, og hvordan vi bedst svarer på disse. Specielt nu når vi har fået en speciallægereform. En reform skal udfyldes og udvikles.

Lægeprofessionen står i dag over for en række udfordringer. Lad mig give et eksempel. På den ene side er der et stærkt offentligt pres for at uddanne humanistiske læger. Læger der ikke kun arbejder med sygdomme men med mennesker, og på den anden side en udvikling inden for den medicinske videnskab, der betyder, at lægen - trukket skarpt op - ikke behøver at tale med patienten længere. Lægen kan indhente prøver og tolke disse. Lægen kan vælge at se sig som en slags »sygdomsingeniør«, det er denne ekspertise, der er lægens »raison d'être«. Spændingen mellem disse to udviklingstendenser inden for det medicinske felt er stor i dag. Udviklingen stiller nogle udfordringer og spørgsmål til professionen, og dem må vi svare på.

Det er én blandt mange diskussioner, som berører en forståelse af, hvad det vil sige at være en professionel læge. Og når man arbejder med udvikling og forbedring af uddannelsen, må man medvirke til at rejse disse diskussioner. Ændringer og forbedringer af uddannelse må også tage udgangspunkt i visioner for professionen. Derfra kan man tage en diskussion om vejen dertil, samt hvilket indhold og metoder der skal vælges. Når jeg læser meget af den medicinske pædagogiske litteratur, er denne diskussion fraværende, fokus er alene på metoder og udvikling af samme.

Medicinuddannelsen har været meget stabil over tid, og trods reformforsøg har det ikke ført til markante ændringer [1, 2]. Måske skyldes det, at man alene tænker på metoder og redskaber og har forsømt at tage stilling og medvirke til at udvikle visioner for dannelsen og opdragelsen af den gode og kompetente læge i et moderne og komplekst sygehusvæsen.

SVAR: