Skip to main content

At tage patent på »sandheden«

Der er endnu ikke endegyldige konklusioner på, om medicinsk cannabis virker mod kroniske smerter.
Illustration: Lars-Ole Nejstgaard
Illustration: Lars-Ole Nejstgaard

Peter Derek Christian Leutscher, professor, overlæge, Center for Klinisk Forskning, Regionshospitalet Nordjylland. Email: p.leutscher@rn.dk

31. maj 2021
5 min.

I en nyligt udgivet artikel i Ugeskrift for Læger godtgøres det, at tyve internationale smerteforskere har nærlæst den videnskabelige litteratur, men ikke finder evidens for cannabis eller cannabinoider som midler mod kroniske smerter [1].

Som altid er det vigtigt at forholde sig analytisk og nøgtern i læsning af artikler med et fagligt indhold. Det har jeg så også gjort med den aktuelle artikel og det giver anledning til at knytte nogle umiddelbare kommentarer til denne, og disse baserer sig på princippet om faktatjek.

Men dog allerførst lige en principiel anskuelse. Min forståelse af den journalistiske mission er at forholde sig kritisk til givne aktuelle emner af forskellig karakter, der eventuelt måtte rejse en debat, og da beskrive og gennemgå emnet på objektiv og nuanceret vis med en balanceret kilde inddragelse.

Dette håndgreb gøres der desværre ikke brug af i den nævnte artikel. Der drages én konklusion i artiklen, i øvrigt på ganske bastant vis. Konklusionen får lov til at stå helt og aldeles uimodsagt, og uden at der stilles ét eneste kritisk spørgsmål om præmisserne for konklusionen, og uden at overveje, om det ikke var på sin plads med »a second opinion«. En sådan praksis rejser et grundlæggende spørgsmål om niveauet af artiklens almene gyldighed, i hvert fald i forhold til gældende principkodeks formuleret af Dansk Journalistforbund [2].

Dernæst et par faktatjek og kommentarer i forhold til indholdet i artiklen.

#1. Der eksisterer blot én videnskabelig artikel i regi af IASP (International Association for the Study of Pain), der kan tages for indtægt for ugeskriftets artiklens primære budskab: ”Ingen evidens for at medicinsk cannabis virker mod kroniske smerter”. Der er tale om et metaanalysestudie, som dog drager en helt anden konklusion, end den i ugeskriftartiklen anførte. I den videnskabelige artikel konkluderes: »The evidence neither supports nor refutes claims of efficacy and safety for cannabinoids, cannabis, or CBM in the management of pain« [3]. Det må således siges at være på kanten af videnskabelig uredelighed at ændre på en given konklusion i en videnskabelig artikel.

#2. I ugeskriftartiklen anføres: »Så for første gang blev hele »bunken« af videnskabelige artikler gennemgået med fagligt kritiske øjne«. Det er decideret ukorrekt og vildledende information til læseren. Den nævnte metaanalyseartikel blev udgivet i 2020. Allerede i 2017 var der blevet udført en systematisk gennemgang af alt eksisterende litteratur inden for området. Et videnskabeligt panel i USA bestående af 62 forskere, klinikere og andre eksperter forestod denne opgave, og de konkluderede: »There is conclusive or substantial evidence that cannabis or cannabinoids are effective for the treatment of chronic pain in adults« [4].

Samme opgave blev i 2018 udført af et tilsvarende ekspertpanel med 20 medlemmer på initiativ af de canadiske sundhedsmyndigheder, og i den afsluttende rapport konkluderes: »There is more consistent evidence of the efficacy of cannabinoids in treating chronic pain of various etiologies, especially in cases where conventional treatments have been tried and have failed« [5].

Forskere og klinikere i Danmark og internationalt arbejder i disse år med stort engagement og ydmyghed for at tilvejebringe ny viden til afklaring af cannabis og cannabinoider til behandling af kroniske smerter, der er refraktære på konventionel behandling, og/eller hvor denne giver anledning til belastende bivirkninger.

På nuværende tidspunkt må vi som læger i respekt for vores faglige virke, og ikke mindst af hensyn til patienterne fare med lempe. Vi må ikke drage forhastede konklusioner, og da slet ikke af den endegyldige sort-hvide karakter, som kommer til udtryk i ugeskriftartiklen og med det formål at tage patent på »sandheden«.

Faktaboks

Svar