Takstafregning på sygehusområdet

Begrebet takstafregning bliver ofte brugt i debatten om, hvordan sundhedsvæsenet styres bedst. Takstafregning indebærer, at der anvendes flere hundrede forskellige takster, alt efter hvilken type behandling, der er tale om. Taksterne - også kaldet Diagnose Relaterede Grupper (DRG) - bruges til betaling for sygehusenes aktivitet.

Baggrunden for at indføre takststyring er en formodning om, at det øger sygehusenes aktivitet mere end den traditionelle rammestyring. Derfor er der fra centralt hold et ønske om at hæve andelen af takstfinansieringen fra 20 til 50 procent. Med andre ord: Den politiske kurs fortsættes i blind tiltro til resultaterne. Men hvor grundige overvejelser er der egentlig gjort centralt fra i forhold til denne kurs?

Takststyring ikke lutter lykke

Jeg vil godt tillade mig at stille spørgsmål ved, om takstafregning medfører øget aktivitet på sygehusene. Ikke mindst efter at have læst rapporten »Takststyring af sygehuse, 2. delrapport: erfaringer efter et år med takststyring« fra DSI Institut for Sundhedsvæsen fra december 2005 og bogen »Incita-mentstyring i sygehusvæsenet« - udgivet på Syddansk Universitet.

I såvel DSI-rapporten som i bogen fra Syddansk Universitet vurderes det, at aktiviteten i form af antal indlæggelser og ambulante behandlinger er steget. Men stigningen er ikke speciel set i forhold til, da der var mindre eller ingen anvendelse af takstafregning. Der kan altså ikke argumenteres med, at aktiviteten på sygehusene stiger kun som følge af aktivitetsbaseret afregningsform.

I forhold til kontrollen med udgifterne og behandlingskvaliteten konkluderes det begge steder, at der overordnet set heller ikke er entydige væsentlige ændringer kun som følge af takstbaseret afregningssystem.

Manglende sundhedspolitisk kvalitets- og effektivitetsmål

Det har uden tvivl haft positive effekter for sundhedsvæsenet, at der er indført en takstbaseret tankegang. Alene det, at der fokuseres på aktivitet og omkostninger, har været gavnligt. Men når der tilsyneladende ikke alene kan udpeges væsentlige forbedringer ved takststyret afregning, bør det måske vurderes, om det er fornuftigt at forhøje andelen af takstbaseret afregning fra 20 til hele 50 procent.

Der er ikke belæg for, at takststyring er bedre end andre systemer. Til gengæld er det et forholdsvist ressourcekrævende system, der kræver en stor dokumentationsindsats og giver anledning til afgrænsningsproblemer mellem forskellige afdelinger, indirekte omkostninger og overheadudgifter.

Jeg er bestemt fortaler for den maksimale omkostningsbevidsthed, men jeg er imod, at prisen for en god takstafregning - paradoksalt nok - er en overdreven dokumentation, som alligevel ikke vil være helt præcis.

Takstafregning tager heller ikke udgangspunkt i den enkelte behandling eller relaterer til andre behandlinger. Den er ikke udviklingsfremmende, idet det alene er et økonomisk produktionsmål - ikke et sundhedspolitisk kvalitetsmål. Og sidst men ikke mindst er den sundhedspolitiske konsekvensdel fraværende. Det medfører, at man måske får et nogenlunde acceptabelt produktionsomkostningsmål men ikke et sundhedspolitisk kvalitets- og effektivitetsmål.

Omkostningsbevidstheden bør sammenkædes med andre sundhedsøkonomiske termer, som på forskellig vis inkluderer kvalitetsbegrebet eksempelvis i forhold til kvalitetsjusterede leveår, og hvor man får mest for pengene.

Takstafregning acceptabelt i mindre doser

Takstafregning er til at leve med i mindre doser. Den takstbaserede afregningsform kan være god, og den kan også blive bedre, hvis den samtidig initierer omkostningsbevidsthed og både faglig og patientoplevet kvalitet.

Jeg vil derfor opfordre til, at vi beholder den nuværende procentsats for takstafregning og i stedet bruger den kendte viden til at finde et mere moderne og ambitiøst afregningssystem, som fremmer økonomisk bevidsthed og sundhedsfremmende tænkning og prioritering.