Temanummer om mundhulens sygdomme ...

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

Med interesse har vi læst det udmærkede temanummer om mundhulens sygdomme i Ugeskrift for Læger nr. 44, 2010, men vil gerne gøre opmærksom på ukorrekte oplysninger i den indledende boks' påstand (Bjarne Ørskov Lindhardt, s. 3016): at »... der i lægestuderendes curriculum ikke indgår en tilsvarende systematisk undervisning om mundhulen«.

Som professorer og dermed ansvarlige for undervisningen af de lægestuderende ved Københavns Universitet (Rigshospitalet) siden 1985 og hhv. ansvarlig medforfatter (PB) af den officielle lærebog i »Øre-næse-halssygdomme i Danmark« og medredaktør (CB) af den kommende kan vi bekræfte, at mundhulens sygdomme naturligt indgår i mål- og pensumbeskrivelse ved landets lægeskoler. Alle medicinstuderende bliver undervist i systematisk undersøgelse af mundhulen ved brug af pandelampe og spatel og ikke ved brug af en utilstrækkelig lyskilde fra et otoskop, som lidt malplaceret er vist på forsiden af temanummeret.

Det skal tillige oplyses, at undersøgelse og behandling af patienter med mundhulesygdomme daglig foregår hos landets praktiserende øre-næse-hals (ØNH)-læger og på ØNH-afdelinger på hospitalerne. På Rigshospitalet har vi daglig glæde af samarbejde med hospitalstandlægerne, ligesom vi har tradition for frugtbare forskningsprojekter sammen med tandlægerne og tandlægeskolen på Panum Instituttet.

Det bør også nævnes, at behandlingen af maligne lidelser i mundhulen og kæber er et lægeligt anliggende, og at den kirurgiske del af denne varetages af landets ØNH-kirurgiske universitetsafdelinger i et samarbejde med de plastikkirurgiske afdelinger (se guidelines på www.dahanca.dk). Hospitalstandlægerne har en naturlig rolle i denne opgave i forbindelse med at sikre, at patienten opnår en minimal behandlingsmorbiditet og ved diagnostik af sygdommen. En dansk undersøgelse af mundhulecancer har vist, at en tredjedel diagnosticeres af alment praktiserende læger, en tredjedel af praktiserende ØNH-læger og en tredjedel af tandlæger. Diagnosen af denne vigtige sygdomsgruppe er således ikke et tandlægeanliggende alene, som man kan få indtryk af ved at læse den sidste artikel i temanummeret.

Vi er i øvrigt enige med lederens afsluttende bemærkninger, at en bedre integration af læge- og tandlægefaglig viden og aktivitet, baseret på fælles undervisning og basal- og klinisk forskning, er ønskelig. Med tandlægeskolernes inkorporering i de sundhedsvidenskabelige fakulteter skulle dette være muligt, men »... en ligeværdig opfattelse af sygdom i mundhulen og i den øvrige organisme ...« - som ønsket i lederen - er vel først mulig, når og hvis tandlægeuddannelsen kombineres med en læge-speciallæge-uddannelse, som det er flere steder i udlandet.

> Svar:

Palle Holmstrup, Afdeling for Parodontologi, Tandlægeskolen, Aarhus Universitet. E-mail: pah@sund.ku.dk

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

Alle Ugeskriftets læsere er klar over, at der findes et speciale i øre-, næse- og halssygdomme. De fleste ved også, at der blandt læger uden for dette speciale er begrænset erfaring med diagnostik og behandling af sygdomme i mundhulen. Intet af det, Poul Bretlau & Christian von Buchwald (B & B) anfører, kan således være nyt for læserne eller for os. Heller ikke B & B's bemærkninger om, at »behandlingen af maligne lidelser i mundhulen og kæber er et lægeligt anliggende ...«. Det fremgår også af temanummeret.

Formålet med temanummeret var - som anført - at »udbrede forståelsen for sygdomme i mundhulen, deres årsagsforhold og deres samspil med den øvrige menneskelige organisme« og derudover generelt at styrke samarbejdet mellem læger og tandlæger. Det var ikke formålet at træde nogen over tæerne.

Fra mange års erfaring i forskningsmæssigt og andet samarbejde - bl.a. gennem talrige års ansættelse på Rigshospitalet - som mangeårig kursusgiver på Sundhedsstyrelsens A-kurser for bl.a. øre-næse-hals-læger (ØNHL), som kursusgiver i efteruddannelsen for bl.a. ØNHL og som modtager af henviste patienter fra bl.a. ØNHL er det klart, at samarbejdet med ØNHL og andre speciallæger kan foregå forbilledligt.

Når det derfor til slut i B & B's indlæg anføres, at ligeværdighed i sygdomsopfattelsen først er mulig, »når og hvis tandlægeuddannelsen kombineres med en læge-speciallæge-uddannelse«, kan det undre.

I vores leder henviste spørgsmålet om ligeværdighed til sygdomsopfattelsen og betalingsforholdene for sygdom i munden i forhold til sygdom andre steder. Brugerbetalingen for eksempelvis behandling af aggressiv parodontitis er således et udtryk for manglende forståelse for sygdommens baggrund og alvor og dermed et udtryk for en manglende ligeværdighed, der formentlig ikke er løst med en videreuddannelse til speciallæge i øre-, næse- og halssygdomme.

PS: Må jeg anbefale brugen af to spatler for at skabe det bedste overblik til den kliniske undersøgelse af mundhulen?

> Svar:

Assisterende redaktør Bjarne Ørskov Lindhardt, Ugeskrift for Læger

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

De tandlægestuderende ved Københavns Universitet har et selvstændigt kursus i intern medicin. Dette kursus har sin egen målbeskrivelse og består af ti forelæsninger og seks SAU-timer. Eksamen i intern medicin udgør en femtedel af den skriftlige eksamen og mindst én station ved den stationsbaserede del af den odontologiske bacheloreksamen.

I målbeskrivelsen for »Klinisk kursus i oto-rhino-laryngologi« for de medicinstuderende på 11. semester ved Københavns Universitet er cavum oris nævnt én gang og tænder overhovedet ikke. Det var denne forskel, jeg kommenterede i min introduktionsboks.