Skip to main content

Temperaturmåling og kliniske procedurer

Ledende overlæge Lars Østergaard, Infektionsmedicinsk Afdeling Q, Århus Universitetshospital, Skejby, E-mail: oes@sks.aaa.dk

4. apr. 2008
2 min.

Tak for muligheden for at læse Wøldike et al's kliniske procedure om temperaturmåling [1]. Som det korrekt anføres, har mange gode undersøgelser vist, at øretemperaturmåling er en dårlig undersøgelse. I konklusionen anføres argumentet for alligevel at medtage øretermometeret i den kliniske procedure, at det allerede anvendes på mere end halvdelen af de danske hospitalsafdelinger. Jeg stiller mig undrende over for at inddrage en undersøgelsesmetode i en klinisk procedure, blot fordi metoden er udbredt. Især fordi den nemt kan erstattes af noget, der virker (rektaltermometeret).

Medicinsk Teknologivurdering (MTV) er et redskab, der kan tjene som beslutningsstøtte for aktiviteterne i sundhedsvæsenet. Med denne teknologi afdækkes fire hovedområder: 1) virker teknologien (f.eks. øretermometeret)?, 2) hvad synes patienterne?, 3) kan det lade sig gøre (organisation)? og 4) kan det betale sig (sundhedsøkonomi)?

I det aktuelle tilfælde synes at være en situation, hvor øretermometeret opfylder MTV-punkterne 2-4 (det er patientvenligt, let at udføre og billigt). Men teknologien virker ikke godt nok (MTV-punkt 1), og så giver det altså ikke mening at indføre noget i klinisk praksis, blot fordi MTV-punkterne 2-4 er opfyldt.

Den forestående Danske Kvalitetsmodel vil formentlig fordre mange nye retningslinjer og kliniske procedurebeskrivelser. Dette indlæg skal blot ses i håbet om, at vi i udarbejdelsen af disse procedurer fastholder det grundlæggende princip om at anvende de for patienten bedst mulige teknologier.


Referencer

  1. Wøldike PM, Smith R, Linneberg A. Temperaturmåling. Ugeskr Læger 2008;170:938-9.