Skip to main content

Terrorfrygt = islamfrygt = religion ud fra offentlige arbejdspladser?

♠ Pensioneret overlæge Erik Magid, Charlottenlund. E-mail: magid@dadlnet.dk

6. feb. 2009
2 min.

Tre debatindlæg i Ugeskrift for Læger (2009;171:348-9) drejer sig om etik.

Britta Mogensen konkluderer: »Lige nu kan vi håbe på og arbejde for, at religion forvises fra alle offentlige arbejdspladser og ikke kun, som det er sket, inden for domstolene«. Her sigtes til et endnu ikke vedtaget lovforslag, som vil hindre dommere i at bære religiøse symboler under retsmøder. Vil Britta Mogensen jage præsterne ud af hospitalerne - eller skal »forvisningen« afgrænses til visse mindretalsgrupper?

Helene Dal Bjerno anvender et mere præcist sprogbrug; hun ønsker »det islamiske tørklæde« fjernet for at sikre, at læge-patient-kontakter kan afvikles uden religiøse eller politiske statements.

I praksis kan »de islamiske tørklæder« erstattes af danske, nemlig de tørklæder, som kan udleveres som en del af hospitalsuniformen. For de skal vel ikke også afskaffes?

Kurt Charleman fortjener tak for nuancerede indlæg om den »hele« læge. Han stiller forslag til formanden for Lægeforeningens Etiske Udvalg, Poul Jaszczak, om etablering af kurser - i etik formoder jeg - som alle skulle kunne profitere af uanset tro og kulturel baggrund.

Den forventede snarlige vedtagelse af ovennænte lov om dommeres påklædning viser, at der for tiden er et flertal i folketinget, som prioriterer symbolpolitik højere end integrering. Der er ringe lydhørhed for advarsler om, at medborgere fra etniske mindretal i stigende grad vil føle sig uvelkomne med alle de triste og farlige konsekvenser, dette kan have for samfundet. Ikke mindst sundhedsvæsenet har brug for at tiltrække medarbejdere - også muslimske unge. Forhåbenlig vil Etisk Udvalg fortsætte og helst forstærke sin indsats for at sikre et godt psykisk arbejdsmiljø for alle baseret på velbeskrevne, etiske grundværdier og respekt for medmennesker.